AC/DC og Axl Rose sparker røv – koncert anmeldelse
AC/DC og Axl Rose sparker røv – koncert anmeldelse

Så kom dagen hvor AC/DC skulle spille sin ‘Rock or Bust’ koncert i Århus, den 12. juni 2016.

Jeg var også med til deres koncert i Roskilde i 2015, og føler derfor om nogen at jeg har bedre evne til at sætte de to koncerter op i mod hinanden, i forhold til dem som kun har set den ene eller slet ingen af dem. Naturligvis med dét at se og dømme Axl Roses evne til at efterleve den legendariske og unikke stemme som Brian Johnson kan præstere.

Jeg elsker Brian Johnsons stemme

Der er noget helt elementært fantastisk ved Brian Johnsons stemme når han giver den gas. Jeg har efterhånden et par skiver med AC/DC og må ærligt indrømme at de skiver der er fra før Brian Johnson, dem lytter jeg stort set ikke til. Det er uomtvisteligt at det er Angus Young der er et ikon for AC/DC, men jeg vil ikke være bleg for at indrømme at bandet kunne havde været glemt for længe siden hvis ikke også stemmen af Brian Johnson var dukket op og blevet en del af bandet. Her træder jeg sikkert nogle gamle garvet fans over visse kropsdele, og det beklager jeg.

Det er også derfor at jeg fra allerførste rygte, omkring at Alx Rose fra Guns N’ Roses, skulle gå ind og overtage Brian Johnsons rolle som sanger pga. noget øreskade hos den gamle legende, allerede der overvejede jeg at sælge min billet hurtigst muligt.

Den overvejelse fulgte mig hele vejen og til koncerten. Jeg havde planlagt den sammen med min kone og søster, og havde det ikke været for deres “kom nu, lad os nu bare gøre det og se hvad der sker”, ja så havde jeg solgt den for længe siden og kunne jeg ikke sælge den eller få returneret den, så havde jeg smidt den ud. Jeg var virkelig negativ på ideen, ikke mindst fordi det er lyden af Brian Johnson som jeg forbinder med AC/DC.

Havde jeg skaffet mig af med billetten fordi jeg var en sur og fordomsfuld bums der tror at jeg ved bedre? Ja, så ville jeg have fortrudt på det grusommeste.

Heldigvis føjede jeg min kone og søster, og pisse meget tak til jer for det, for:

Axl Rose og AC/DC sparkede røv

Koncerten kan overhovedet ikke sættes i kontrast med sidste års koncert, eller nogen anden AC/DC koncert, det var helt unik og de havde et helt fedt samspil.

Se, Axl Rose har udmærket godt vidst hvordan tingene hang sammen, han, AD/DC og alle deres samarbejdspartnere er professionelle mennesker der med sikkerhed har gennemtænkt det her så det fungerede. Det er noget som os flødekagespisende smålade danskere sikker har en tendens til at glemme, nåt vi sidder hjemme foran vores skærme og dømmer begivenheder som vi aldrig kommer tættere på en hvad vi kan trække ud af den selvsamme skærm. Medmindre vi altså stikker piben ind, rejser os og går ud for at deltage.

Axl Rose kendte fint sin plads, selvom man kunne, for det er nu engang referencen, savne Brian Johnsons stemme, så klarede Axl Rose sin opgave med top-points.

Han forstod hvornår han skulle være på, og give den gas, og han forstod hvornår han skulle trække sig i baggrunden og lade Angus Young varetage sin rolle som ikon.

Axl Rose var , lige fra første nummer. Han forstod at tale til publikum og joke med dem på den fede måde, han lavede triks med mikrofonen og dansede rundt på scenen, på trods af en benskinne.

Han holdt meget få, for ikke at sige ingen, pauser, og havde overskud til at skifte tøj undervejs.

Man kunne nemt mærke på Axl at han udviste ydmyghed over for hvis rolle han erstatter, og man kunne også ment mærke at han havde det rigtigt godt og han havde det fedt med at være , og med at give en fed oplevelse til alle de håbefulde AC/DC fans der trodsede forandringerne og mødte op alligevel.

Inden koncerten havde jeg i mit hoved rigtig mange forslag til andre kunstnere der sikkert kunne gøre det bedre, og mit endelige forslag ville have være at de lige så godt kunne aflyse.

Til alt held tog jeg grundigt fejl, og er så glad for at jeg åd mine foredomme og tog med alligevel, for det var et brag af en fest som AC/DC og Axl Rose fik givet mig og tusinder af andre glade koncertdeltagere.

Mon ikke de tusinders og atter tusinders vurdering og dom af koncerten, vægter en anelse højere en dén som slet ikke deltog? Jeg tænker det bare!

  Opvarmningen!

Allerede da vi var ankommet lidt over 14, kom der relativt hurtigt at band på den lille scene uden for selve arenaen. Det var det lokale Århus band Kings In Exile, og jamen sikke en gang lækkerhed. De havde ufatteligt få “lyttere” for området var næsten kun lige åbnet, så det var kun de allertidligste besøgende der fik lov til at nyde den. Og det føler jeg så sandelig også at man gjorde! Kings in Exile, var meget udadvendte i deres fremtoning og det havde en cool kontakt til publikum. Jeg var imponeret over dem alle, men især bed jeg mærke i to, den ene var bassisten Magnus Madsen, jeg tror han havde øjenkontakt med samtlige tilskuer der var, det er en fed evne som musiker at man ikke forsvinder for meget ind i sin musik, men rent faktisk giver gæsterne en følelse af at han spillede for dig og mig. Den anden var herren på trommer Mads Vetterlain Pedersen, hans kontakt var til sine trommer naturligvis. Hvis det ikke gjorde nogen forskel i lyden så tror jeg godt de kunne vinde credit på at trække ham helt ud i front på enkelte indrettet numre, for hans samspil med trommerne var en oplevelse i sig selv der godt kunne tåle at blive set på tættere hold. Jeg tror nu heller ikke den lille scene var særligt gode for dem, de fortjener noget større.

Andet band på den lille scene The boy that got away, og det var synd! Ikke for dem, de var også helt fede, og vidste hvad de lavede, det kunne man godt mærke, så dem som band har jeg også lige mærket på de sociale medier så jeg kan følge med i dem. Men deres lydmand, han må have haft en lidt for lang pause og glemt sit arbejde i mellemtiden eller også var der gået noget andet galt, for lyden var desværre nærmest plasket sammen, og det var ekstremt svært at høre hvilken lyd det hørte til hvor. Det er rigtig ærgerligt for dem, for de havde nogle eminente effekter med i deres teknik, de havde en flot forståelse for at mixe “genre” og spille noget helt andet end hvad man troede ville komme.

Inde på den store scene var det Tyler Bryant & The Shakedown der varmede op lige inden AC/DC og Axl Rose kom på scenen. Jeg vil ikke skrive så meget om dem, bortset fra at deres trommeslager Caleb Crosby fik foræret rigtig mange trommestikker væk til publikum, og at de har fået sig en ny fan i mig! og så kan du se det korte lille videoklip jeg fangede af dem.

Minusser:

Sja, det er der, og de skal vel altid med i så vi har noget at tale om. Af minusser vil jeg fremhæve at der var alt for stor ventetid i mellem musikken, faktisk var der ENORMT meget vente tid, der kunne sagtens have givet plads til 2 eller 3 håbefulde og lækre lokale bands mere, og givet os gæster en endnu større oplevelse, end den kæmpe oplevelse det var i forvejen.

 

Note til mig selv: Tvivl ej, vær nu bare med. Det kunne risikere at ende godt, OD DET GJORDE DET, for AC/DC og Axl Rose leverede varen til UG!!!!!

 

Tak til alle kunstnere, arbejdere og frivillige for den fedeste koncert.

AC/DC Rock or Bust tour 12. juni 2016 Århus, Denmark

We who are about to rock, salute you!

Oparmningen og tiden inden hovedkoncerten:

Tyler Bryant & The Shakedown opvarmning for AC/DC:

Fra AC/DC og Axl Rose video:

Fra AC/DC og Axl Rose fotos:

Add Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *