De tre bær

Der var engang tre bær, der var ude at gå en tur sammen. De gik og talte om hvilket bær, der var det lækreste bær i verden.

Det første bær, og det mest selvoptaget af dem, det var jordbærret. “Jeg er det lækreste bær af dem alle. Jeg er sød og flot, og fyldig. Alle børn elsker mig, både som jeg er, men også med fløde og sukker på. Jeg kan kun være det lækreste bær i verden.”

Det andet bær, var knap så selvoptaget, men mente alligevel at have en nogenlunde chance. Det var blåbærret. “Joh, altså jeg kunne måske godt være det lækreste bær. Jeg bliver jo ikke kun nydt af børn, men også af voksne. Og jeg bliver ikke kun spist som jeg er, men også brugt i mad og desserter. Jeg tænker, at jeg er en udmærket kandidat til at være det lækreste bær i verden.”

Så var der det sidste, meget beskedne, ja nærmest anonyme bær, det var stikkelsbærret. “jooh, jeg er nok ikke det lækreste bær i verden. Der er ikke så mange der ved hvordan jeg smager, eller hvordan jeg ser ud. Ja, de ved vel dårligt at jeg eksisterer. Jeg bor efterhånden kun i ganske få kolonihaver hos meget gamle mennesker. Såå nej, jeg er bestemt nok ikke det lækreste bær.”

Og sådan gik de tre bær og talte sammen på deres vandring, de var ikke uvenner, bare meget ivrige for at fortælle deres holdninger. De kom så til en bro som de skulle over, og det gik hverken værre eller bedre, end at jordbærret fik solen i øjnene fordi det gik med næsen sådan i sky. Så jordbærret fik overbalance og faldt ud over kanten af broen, og røg plask ned i vandet. Det nåede faktisk kun lige præcis at ramme vandoverfladen, så kom der en gedde og spiste det, og væk var jordbærret.
“Nå” sagde de to andre, mens de spejdede ud over kanten af broen  “der røg det lækreste bær i verden vist”, og så gik de ellers videre.

Blåbærret og stikkelsbærret fortsatte snakken, men ikke meget længere fremme snublede blåbærret over en løs sten på broen, faldt ud over kanten, og plask ned i vandet.
Blåbærret lå lidt tid i vandet og råbte op til stikkelsbærret “Bare rolig, jeg er helt ok!”, men i samme øjeblik kom der en gedde og spiste det, og væk var blåbærret.
“Nå da” sagde stikkelsbærret til sig selv “sikke noget værre noget, der røg jo det lækreste bær i verden”.
Så rejste stikkelsbærret sig op og gik videre.

Stikkelsbærret nåede lige præcist så langt, og så kort, at et kraftigt vindpust puffede til det, og væltede det ud over kanten af broen, og plask ned i vandet.
Så lå stikkelsbærret ellers der i vandoverfladen og rullede lidt den ene vej, og så lidt den anden vej. Men en gedde kom der altså ikke.
Efter en masse svømmeri, som i øvrigt ikke er særlig nemt når man er et stikkelsbær, fik det endelig kæmpet sig ind til kanten.
Her kravlede stikkelsbærret op på bredden, og fandt en plads i  en solstråle, hvor det kunne tørre, og samle sine kræfter igen.

Stikkelsbærret rejste sig op og sagde, “det kan godt være jeg ikke er det lækreste bær i verden, men jeg er i hvert fald stadig i live”. Og så gik stikkelsbærret ellers glad og tilfreds hjem til sin stikkelsbærfamilie og levede lykkeligt til sine dages ende. Om det så nogensinde blev spist, eller kendt af andre end gamle mennesker, er der ingen der rigtigt helt ved.

---

Bagord

Historien om de tre bær var det allerførste af mine enkeltstående eventyr, som jeg rent faktisk fik skrevet ned. Da mine børn var små, opstod der en særlig tradition ved sengetid. De bad mig fortælle historier, som jeg skulle digte på stedet, men hvor de på forhånd valgte elementerne i historierne.
I en periode var de vilde med bær, og det var her, historien om jordbærret, blåbærret og det beskedne stikkelsbær opstod. Det blev en af de historier, som de bad om at høre igen og igen. Til sidst valgte jeg at skrive den ned, og den har lige siden haft en særlig plads i mit hjerte.

Den er skrevet med kærlighed og dedikeret til mine døtre,
Sif og Sigyn
– som altid vil være de lækreste bær, jeg kender.