Engang for længe siden, levede der to frøer i hver sin ende af landet.
Den ene boede mod øst, ved en kilde højt oppe i bjergene, hvor det klare vand sprang fra klipperne, og vinden susede mellem bjergtinder og gamle nåletræer. Han kendte hver en sten og hvert et mosbegroet hjørne af sin kilde, men han havde aldrig set hvad der var på den anden side af de stejle klipper, der omgav ham.
Den anden frø levede ved bredden af en fjord langt mod vest, hvor havets brise bar duften af salt og tang, og skibene konstant sejlede ind og ud af fjorden. Hvor tidevandet havde sin faste rytme, som var det åndedrag fra jorden selv.
Begge frøer havde hørt spændende historier om verden udenfor. Frøen fra bjergene havde ofte lyttet til vandrende hyrder, der drak af kilden og talte om de brede vidder, og det store åbne hav, hvor skibene sejlede mod ukendte kyster med magiske skatte. Frøen fra fjorden havde hørt fiskerne på havnen tale om bjerge og dale, hvor elvere dansede i tågen, og hvor kildevandet skulle være så rent, at man mente det havde helbredende kræfter.
Til sidst kunne de to frøer ikke nøjes med historierne. Uden at vide noget om den anden, besluttede de sig begge to på samme tid, at de måtte ud at se den store spændende verden, de ellers kun havde hørt historierne om.
En tidlig forårsmorgen forlod de hver især deres hjem. Frøen fra bjergene hoppede ned ad stenede stier, og forbi mosdækkede væltede træstammer, mens frøen fra fjorden drog ud over marker og enge, forbi husene i det flade landskab.
Højt oppe på en bakke, et sted lige i midten af landet, mødtes de helt tilfældigt hinanden. Trætte, men ivrige, hilste de pænt og fortalte om deres rejse og deres mål.
“Jeg er kommet for at se havet,” sagde frøen fra bjergene stolt.
“Og jeg ville så gerne se de høje bjerge,” svarede frøen fra fjorden.
Så fik de øje på en stor sten der stod på bakken, og besluttede sig for at klatre op på den, for at spejde mod deres mål. De tænkte, at de måtte gøre sig så høje som muligt for at kunne se hele vejen til deres mål. Så de to frøer rejste sig på bagbenene og strakte sig så langt op i luften som de overhovedet kunne, men de havde slet ikke tænkt over at en frøs øjne sidder øverst på hovedet, så når den står på sine bagben og strækker hele sin krop op i luften, så vender dens øjne jo bagud, og ikke fremad.
Frøen fra bjergene så sine egne bjerge og klipper, og sagde: “Nå, så det er havet? Men det er da helt magen til de bjerge jeg kommer fra, så er der jo ingen grund til at rejse videre.”
Frøen fra fjorden kiggede tilbage mod det flade landskab og det store hav, og nikkede anerkendende: “De bjerge er jo altså ikke meget anderledes end fjorden, hvor jeg bor. Så kan jeg lige så godt bare vende hjem.”
Så de to frøer vendte sig om og hoppede tilbage til den verden, de hver især kom fra. Måske lidt skuffet, men alligevel ganske tilfredse over at nu havde de i hvert fald set rigeligt af den store verden.
Denne historie har sine rødder i en gammel folkelig fortælletradition fra en anden del af verden.
Min version er en nordisk genfortolkning – omskrevet med respekt for den oprindelige fortælling og genskabt i en skandinavisk ånd, hvor natur og fortællestemning spejler vores egne landskaber og myter.
Skriv et svar