På et tidspunkt boede der en trold i Korsør Lystskov. Den boede inde i det, vi i dag kender som Store Rundhøj og som er det højeste punkt i skoven.
Trolden, han hed Kolkop, og han levede for ganske længe siden, hvilket nok var ret godt, for han var vist ikke særlig rar. Han skulle efter sigende have været så gal og vred, at man mistænkte, at han havde for meget jætteblod i årene.
Han var så gal på alt og alle at hans største fornøjelse var at skabe splid og uvenskab mellem alle andre.
Han havde fået den tossede idé at lade sin vrede gå ud over borgerne i Korsør. Dag efter dag klædte han sig i tøj, der mere fik ham til at ligne en bredskuldret skovarbejder, end en ondsindet trold. Og så vandrede han ellers ind til Korsør for at se om han kunne finde nogle mennesker at skabe splid imellem. Han lod som om han var alles ven og havde noget vigtigt at fortælle, men i virkeligheden rendte han bare med løgnagtigt sladder.
Byen lå delt hver side af Halsen, som var det smalle stykke vand der forbandt noret til havet, hvilket blev til en hel naturlig grænse mellem de to bydele. I den nordlige bydel gik han rundt og sagde, at dem fra sydbyen mente, at de lavede dumme børn. Og i den sydlige bydel fortalte han, at dem fra nordbyen syntes, at deres børn var grimme.
Nu er det sådan med ondsindet sladder, at når man hører det nok gange, så begynder man at tro på det, også selvom det oftest er løgn, og sådan gik det også her.
Folk i den nordlige bydel blev vrede på dem i den sydlige bydel, for de mente bestemt ikke at deres børn var dumme. Og folk i den sydlige bydel blev vrede på dem i den nordlige bydel, for deres børn var da ikke så grimme igen.
Der opstod råben i gaderne, når nogen fra de to bydele passerede hinanden, eder og skældsord røg igennem luften, og fra tid til anden opstod der endda håndgemæng, der som regel endte ud i blå øjne og udslåede tænder.
Måske var smeden den eneste, der ikke rigtig var med i fejden. Hans årelange hamren på jernet havde runget så meget i hans ører, at han efterhånden var blevet halvdøv og helt uimodtagelig for negativ troldesladder.
Men bortset fra smeden, så fortsatte de to bydele ellers deres fejde i lange tider, helt indtil en dag hvor nogle af børnene fra de forskellige bydele mødtes ved et tilfælde, og begyndte at snakke sammen. Børnene var nemlig ikke lige så vrede på dem som boede på den anden side af Halsen som deres forældre var, for det der med at bære nag er mest en voksenting. Og børnene kunne godt se, at det var en tosset ide at gå og være uvenner når det slet ikke var noget at være uvenner over.
Børnene begyndte at lege sammen, og en dag lagde de mærke til en særlig skikkelse gå rundt i deres by. Den listede lusket rundt, som om den var ude på noget. Børnene fulgte efter, og på et tidspunkt kom de så tæt på, at de kunne høre skikkelsen hviske ord i folks ører. “De siger I har dumme børn” sagde skikkelsen til den ene, “de siger I har grimme børn” sagde skikkelsen til den anden, og det var mistænkeligt nok for børnene til at de besluttede sig for at følge efter skikkelsen og se hvor den kom fra.
Ved udkanten af den sydlige bydel forsvandt skikkelsen ind i skoven, men børnene fulgte efter og skjult i buskadset kunne de se skikkelsen smide sine klæder og afsløre sit sande jeg som en stor vred trold.
Børnene skyndte sig hjem og fortalte deres forældre alt hvad de havde fundet ud af. Og så varede det ikke længe før hele byen havde rejst sig i fællesskab med fakler og høtyve, og marcherede i retning mod lystskoven. De fandt Kolkops hule, men han havde hørt dem komme og havde taget den store dæksten fra den nærliggende langdysse og placerede den foran indgangen til sin hule hvor den stod urokkeligt fast.
Lige indtil en af borgerne fik en ide … SMEDEN ! … Smeden som holdt sig mest for sig selv, måske fordi han alligevel var halvdøv, men han havde ry og rygte for at være bomstærk. Hvis nogen kunne få flyttet stenen fra hulens indgang, så måtte det være smeden.
Og rigtigt nok, smeden blev hentet, og med tre velplacerede slag fik han hugget en kile ind i stenen, så den delte sig i to store stykker. Hele byen strømmede ind i Kolkops hule, man måtte ellers tænke at alle de mennesker slet ikke ville kunne være derinde. Men det kunne de, og så skal I ellers tro at Kolkop fik prygl. Han hylede og skreg og lovede, at han aldrig ville fortælle sådanne løgnhistorier igen, men lige meget hjalp det, og de vrede borgere gav ham ingen nåde.
Siden da har man ikke rigtig set noget til Kolkop. Én historie fortæller, at han blev bundet til den ene del af den store sten inde i hulen, hvorefter hulen blev dækket med jord for tid og evighed. Den anden del af stenen blev lagt tilbage på sin plads på langdyssen igen.
En anden, og måske mindre brutal version er, at han bare stak af med halen mellem benene.
Om Korsør endelig kom sig over Kolkops svinestreger, eller om der stadig hersker stridigheder i krogene mellem de to bydele … det må man nok selv gå en tur gennem gaderne for at mærke efter. Men går turen ud i skoven og forbi langdyssen, så kan man på dækstenen tydeligt se mærket efter smedens kile.
Skriv et svar