Når pigerne bliver passet ude
Når pigerne bliver passet ude

Jeg kan da starte bagfra og sige at det ER blevet bedre, vi er blevet meget mere i stand til at klare situationen end vi har været før. Men jeg husker bare en gang for måske ikke engang så længe siden hvor vores afhængig af tøserne var koloenorm, ikke at vi ikke kunne klare at de var ude og sove hos familie eller måske veninder, men vi gik og hele tiden mindede os selv og hinanden på at vi savnede tøserne.

Jeg tænker vi da umuligt være de eneste i verden der opdager en dag  hvor børnene passes ude, og så begynder at se frem til at man kan nogle lidt andre ting på sådan en dag, og planlægger den lidt med alle de “voksenhyggeting” som man ikke altid når at udføre til hverdag, og når dagen så endelig kommer så er det bare som om der mangler et eller andet for at gøre den fuldendt, og det eneste man lige kan komme på at det skulle være, ja det ender altid med at være end børn.

Så hvor meget skal man være afhængige af sine børn? er det i orden både at savne sine børn og nyde tiden uden? Kan man savne sine børn så meget at man burde søge læge, og har sådan noget en “diagnose”? eller kan man bare kalde diagnosen for kærlighed. Hvor går grænserne og hvordan oplever I andre dagene hvor børnene/barnet er ude og skal overnatte hos andre?
Ja, jeg spørger bare fordi jeg er nysgerrig….

Kærlig hilsen
mariusanhaltlillelogo

Add Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *