Sig stop for mobberi, NU!

Vi har to døtre, som i vores øjne er nogle dejlige smukke og kærlige børn, hvilket jeg håber at alle forældre tænker om deres små poder.

Vores ældste datter Sif går pt. stolt i 1B på Baggesenskolen, som er en større folkeskole i Korsør, i Slagelse Kommune.

Når vi spørger ind til Sifs tanker og følelser om sin skole og skolegang, så er hun generelt glad for både skolen, sin klasselærer, og i særdeleshed sine venner og veninder.

Men, hun kommer alligevel hjem dagligt og udpeger oplevelser der har gjort hende ked af det i løbet af dagen. Overordnet set kunne man måske kalde det “generel negativ opmærksomhed”, men eller indeholder det både elever der i negative toner blander sig i hinandens leve og færden, drilleri i større om mindre grad, og så mobberi også.

Sif oplever det nogle gange på sin egen krop at være offeret, og nogle gange kommer hun ked af det hjem fordi hun har set eller hørt om en anden der er blevet mobbet eller drillet.

Og var det noget der skete en gang i kvartalet, så ville det sikkert ikke sætte sig sådan i vores nervebaner, men når det næsten er dagligt at hun kan berette om kedelige oplevelser så bliver vi bekymret.

Det sidste nye var, antageligvis en håndfuld drenge, der havde hældt vand eller mælk ud over hendes skoletaske. og før det har hun været beskyldt for at se mærkelig ud fordi hun havde fået klippet sit pandehår, noget hun eller var ret glad for og stolt af indtil hun kom i skole og blevet “rettet til” med det samme.

Og sådan går dagligdagen ellers med en pige som er glad for sin skole, men som alt for ofte bærer rundt på frustreret følelser baseret på mobning og drillerier, alt alt for ofte.

Hvis alle bare gad at blande sig

Vi vil ikke nægte at vores egne børn ikke fra tid til anden kan have deltaget i nogen form for drilleri af en anden, det er der ingen der kan. Vi håber og tror at vores børn generelt opfører sig ordentligt over for andre.
Og når/hvis de ikke gør, at der er nogen der tør sige noget til dem.

Og det er den vigtige del. Min kone og jeg er af de typer der næsten dagligt taler med, ikke til, men med vores børn om hvor vigtigt det er generelt at være sød mod andre. At prøve at tale sammen om tingene og løse problemerne, og finde en voksen til at hjælpe med de ting som de ikke selv kan løse. Og især taler vi med vores piger om hvor vigtigt det er, ikke at drille og mobbe andre.

Men taler alle forældre med deres børn om den slags? Tænk hvis de gjorde, tænk hvis ALLE forældre bare 5 minutter hver dag talte med sine børn om hvor vigtigt det er ikke at mobbe andre. Jeg tror det kunne udrydde en stor del af mobning hvis alle forældre stod sammen om at hjælpe sine børn til at danne positive relationer frem for konkurrenter, men det er nok en utopisk ideologi.

Alle burde også kunne tale med alles børn i f.eks. en klasse eller en skole for den sags skyld. Fornylig trak min kone på eget initiativ størstedelen af pigegruppen i Sifs klasse til side og talte med dem om hvor vigtigt det er at de står sammen og passer på hinanden, og ikke fremhæver drillerier eller mobning. Det var noget hun gjorde på baggrund af den tidligere omtalte episode hvor Sif havde fået klippet sit pandehår og en episode hvor en anden pige i gruppen var blevet holdt ud. Her tog min kone altså en snak med de af pigegruppen der var mødt ind da hun alligevel afleverede Sif. Og hun følte selv at det var nogle meget dygtige piger som godt kunne sætte sig ind i samtalen og på trods af alt godt kunne forstå vigtigheden at det de talte om. Som Annamaria sagde, altså min kone, så skulle de ikke tale om dét der var blevet gjort forkert, men i stedet holde fokus på det man kan gøre som er rigtigt, og samtidig skulle de have ros for det de er gode til, og give dem følelsen af at det er godt hvis de tager medansvar for hinanden. Og hun var simpelthen så glad den måde pigegruppen talte med på emnet.

Og tænk så hvis alle forældre med jævne mellemrum lige tog sådan en snak men eller anden given gruppe i skolen. Desværre er jo efterhånden gået op for én at skolen ikke er i stand til det, men tænk så hvis alle forældrene gjorde det? Bare lige 5 minutter, en gang i mellem, med en eller anden gruppe unger i et eller andet sammenhæng, men det er nok også en utopisk ideologi.

Der er nok allerede nogen der sidder derhjemme og mener at vi ikke skal tage del i hinandens børns opdragelse og forståelse af verden. Men undskyld mit franske, hvem i hel’s navn skal så? Skolen magter det antageligvis ikke, og nogle børns forældre magter af den ene eller anden årsag heller ikke altid, så hvis vi ikke skulle passe på hinandens børn, hvem skulle så?

Jeg håber da af hele mit hjerte at hvis mine børn gør noget mod en anden og vi ikke selv er der til at tale med børnene om rigtigt og forkert, at der er så er en anden forældre der tør sætte sig på hug og tage samtalen med børnene. Det er der heldigvis, mig bekendt, flere forældre der tør, men tænk nu hvis alle turde, kunne det ikke være en fantastisk måde at vise en fælles ånd på?

Hvornår skal man sige stop?

Se hele grunden til at jeg skriver dette mega lange indlæg er baseret på et simpelt spørgsmål som vi herhjemme har svært ved at regne ud.

Hvor længe skal vi acceptere at vores datter på næsten daglig basis kommer hjem med fortællinger om at være blevet mobbet, drillet eller have set, eller hørt om andre det er blevet mobbet og drillet?

Vi gør hvad vi kan selv for at kæmpe imod mobning, både at opdrage vores piger til ikke at mobbe andre, men også at ruste dem i mod at blive mobbet, hvor det sidstnævnte i min verden er helt skørt. Det kan aldrig retfærdiggøres at det er offeret det skal trænes i at være et “bedre” offer, det må da unægteligt være ‘forbryderen’ der skal trænes i ikke at forbryde, eller hvad? Men det tror jeg desværre er en generel tendens i det danske samfund.

Vores umiddelbare eneste resultatskabende aktive våben er at flytte Sif til en anden skole, men hun er jo umiddelbart glad for at være sammen med dem hun er sammen med, så det kan jo reelt og nødvendigvis ikke gøre noget bedre. Men det er det eneste værktøj at tage i brug, hvis der ikke kommer en ændring.

Så spørgsmålet er egentlig ret simpelt, hvor mange dage skal ens barn komme hjem og berette om negative oplevelser før man siger nu er nok, nok?

Lige nu “acceptere” vi dagligdagens omstændigheder og giver skolen en ny chance, og en ny chance og en ny chance, hver dag.

Hvor længe skal vi gøre det, hvor længe kan vi forsvare at det er acceptabelt, og hvornår kan vi forsvare at flytte vores barn, og i den grad også kan have ukendte konsekvenser.

Vi vil alle det bedste for vores børn, håber jeg, men hvad er det, og hvornår er det tid til at handle derefter?

Skolen er blevet foreslået at kontakte MaryFonden i forhold til noget antimobbekampagne, men er det en process der tager lang tid, skal vi så i mellemtiden leve med at vores årgange bliver til “følgeskade” mens der måske arbejdes på at sikre fremtidens årgange?

Og det værst tænkelige, er vi de eneste forældre der kan se og føle at der mangler noget styr på børnenes almene virke overfor hinanden, måske både generelt, men i allerhøjeste grad især på Baggesensskolen?

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar