Hvis man en rolig sommeraften ror ud på Sorø Sø, lige ud for Akademihaven, trækker sine årer ind og venter på at vandet ligger blikstille, så kan man nogle gange få øje på en lille krusning i overfladen inde hvor det gamle kloster lå. De fleste ser blot et vildfaren vindpust eller en frygtsom frø, men enkelte kan være heldige at være vidne til den gamle gedde. Det siges at der lever en gedde i søen, og at den er så gammel at mosset vokser højt på ryggen af den … og at den vogter på en ganske særlig hemmelighed.
Over vandet kan man se de smukke, gule bygninger på Akademiet, der spejler sig i søens overflade. Folk her er kloge, for de har læst tykke bøger i hundredvis af år. Men der findes en viden, som ikke står i bibliotekets bøger. En viden som ligger godt skjult dybt nede under Sorø, i kælderen under kælderen, og måske er det den hemmelighed som gedden vogter over.
Det hele startede omkring 1530’erne, da Reformationen ramte Danmark som en storm. Cisterciensermunkene, der på det tidspunkt ellers havde været i klostret i lige knap 400 år, vidste, at deres tid var omme. De frygtede, at deres dyrebareste skrifter og hellige hemmeligheder ville blive stjålet eller misbrugt af de nye herrer. I ly af natten bar de i alt hast hundredvis af skriftruller og gamle bøger ned i katakomberne, et netværk af skjulte gange dybt under jorden, som kun munkene kendte til. Da de sidste tekster var bragt i sikkerhed, begyndte de at murer indgangene til og skjule dem bag tunge sten og mørtel, så ingen nogensinde skulle finde dem.
Men i deres stress og jag skete der noget frygteligt.
En af de yngste og nytilkommende munke, Galvar, var løbet ned med de allersidste skriftruller. Han var en drømmer, der ofte fortabte sig i bogstavernes magi, og da han stod der allerdybest nede, gik det op for ham, at han måske var den sidste som nogensinde ville se alle disse tekster igen. Han faldt i staver, bedrøvet over synet af de endeløse gange med tekster, munkenes og måske hele danmarks arv, som ville blive gemt og glemt for evigt.
Da han endelig kom til sig selv igen, kunne han høre de andre munke støje og larme ovenover. De havde ikke set han var gået derned, og var begyndt at lukke og forsegle den sidste nedgang til katakomberne. Han løb alt hvad han kunne, råbte og skreg på vejen, men murene var for tykke, og ingen kunne høre ham. Da han endelig nåede frem var nedgangen allerede lukket så tæt at der hverken kunne trænge lyd eller lys igennem. Der blev stille, helt stille, og Galvar begyndte hurtigt at savne larmen, for nu var han efterladt i det absolutte mørke, begravet levende.
Galvar burde have været død af sult og tørst inden for en uge. Men dybt inde i hans krop lå noget, som ingen kendte til, ikke engang ham selv. For Galvar havde troldeblod i årene. I hans angst og desperation, mens han med frygt i øjnene kradsede sine negle til blods på de kolde sten, blev troldegenet aktiveret. Hans krop begyndte at forandre sig. Hans sanser skærpedes, hans hud blev hård som læder, og hans aldring blev langsommere og langsommere. Hans behov for næring blev mindre, mens hans overlevelsesmekanismer blev forøget. Galvar fandt ud af, at han kunne klare sig længe på næsten ingen ting. Han levede af saltet i de gamle munkesten og fugten, der sivede gennem væggene i de dybeste gange. Gange, der strakte sig helt ud under søens bund.
For ikke at miste forstanden begyndte Galvar at læse i alle teksterne. Godt nok havde han ikke brug for lys, for hans nye troldeøjne kunne se i mørket, men alligevel tændte han et gammelt stearinlys han havde fundet fordi han godt kunne lide farven i skæret. Han læste alle de gemte skrifter igen og igen, indtil han kendte hver en tekst om profetier, om landets skabelse og endda om okkulte mysterier.
Efter mange år i katakomberne hvor Galvar dagligt gik ud i gangene under søen, for at suge lidt væske i sig. Fandt han en dag et sted hvor afstanden fra gangen til vandet var så ganske kort, at han kunne mærke vibrationerne fra søens liv. Galvar opdagede at han kunne “høre” tanker fra den anden side af muren. Hans troldegener havde givet ham evnen til at forstå og tale med væsner, som mennesker ikke kunne. Han begyndte at hviske gennem væggen, og en dag svarede en gedde ham tilbage.
Gedden begyndte at komme oftere og oftere til det samme sted ved væggen, og i starten var det bare løse udvekslinger og forsigtige samtaler med noget ukendt. Men efterhånden udviklede det sig til et venskab, der skulle vise sig at blive længere end man kunne forestille sig. Gedden kom snart troeligt hver eneste dag og berettede om livet oppe i lyset, om hvordan klosteret blev til en skole for adelsmænd, og hvordan verden forandrede sig. Til gengæld læste Galvar op fra de hemmelige skrifter og gav visdom og lærdom videre til gedden. Galvars stemme bar en magisk klang gennem stenene, så når han læste om de mange mysterier, skete der noget med gedden. Magien fra ordene gjorde, at den begyndte at ældes utrolig langsomt, præcis som Galvar selv. Og sådan varede deres venskab i århundreder.
Men et sted i 1800tallet skete en katastrofe. Bygningerne brændte, og de efterfølgende år begyndte man at grave dybt for at bygge de nye bygninger, vi kan se i dag. De voldsomme rystelser på grund af arbejdet fik de gamle katakomber til at skælve, og loftene i Galvars gange begyndte at give efter.
En dag, midt under de værste rystelser, skete der noget mærkværdigt i søen. Jorden skælvede så voldsomt, at væggen, hvor Galvar og gedden mødtes, revnede, og de underjordiske gange under søen sank sammen. Gangene tog så meget vand ind, at man kort kunne se vandstanden i søen falde. Vandet blev grumset, og da skidtet havde lagt sig stille i vandet igen, var Galvars stemme væk. Galvar var forsvundet.
Rygtet siger, at gedden stadig svømmer rundt i Sorø Sø den dag i dag, og at der er vokset så meget grønt mos på dens ryg, at den efterhånden ligner en ø af drivende græs.
Så hvis du ser en kæmpe skygge glide lydløst under din båd, så ved du, at det måske er Galvars discipel, der stadig venter på, at dens ven en dag skal vende tilbage til katakomberne og læse videre af de gamle tekster.
Om Galvar blev begravet i sin hule under jorden og døde, eller om rystelserne åbnede en vej for ham til at slippe ud mod de dybe skove ved Parnas, det er uvist, men måske ved gedden noget, vi andre ikke ved.
Skriv et svar