Igennem historien har mennesket været i tæt Proksimitet med det væsen, vi i Norden benævner som Trolden. Deres tilstedeværelse er ikke en lokal særhed, men et globalt vidnesbyrd, der genfindes i mytologien overalt på kloden. I alle verdens hjørner har mennesket følt sig tvunget til at navngive disse mærkelige og gådefulde skabninger, som er så tydeligt anderledes, men alligevel nært beslægtet med naturen omkring os.
Uanset om de er lokaliseret til bjergenes granit, under Jordens dyb, eller som skovens skygger, forbliver deres grundlæggende væsenskerne genkendelig.
I Nordens fjelde, skove og moser kender vi dem som trolde. De siges at kaste mægtige stenblokke, de tåler ikke solens skarpe lys, og de fastholder gamle sære skikke. I Danmark og Sverige er de knyttet til høje og bakkelandskab, mens de i Norge og på Island fremstår som bjergenes mægtige kæmper og som familieklaner, der trækker tråde til de ældste urkræfter.
Det ville dog være en alvorlig troldeologisk forsømmelse at antage trolden for at være udelukkende af nordisk herkomst. En grundig gennemgang af globale beretninger afslører et bredere slægtskab.
På de britiske øer, i Skotland og på Orkneyøerne, taler man om Trows, væsener der opholder sig under Jorden, og som færdes om natten, hvor de stjæler menneskebørn, eller bytter dem ud med deres egne unger.
Disse historier genfindes i Centraleuropa i beretninger om bjergånder og dværgefolk. I de slaviske lande møder vi Leshy, kendt som Skovens Vogter, et stort og mystisk væsen, hvis formål er at lokke vandrere bort fra deres sti, for at vogte over naturens helhed.
I Frankrig og dele af Sydeuropa taler man om ogres, som er store, menneskeædende væsner, ofte med en brutal fremtoning og en sult, der aldrig stilles. De optræder i folkeeventyr og myter som skygger af noget ældre og dybere. De bor i udkanten af civilisationen, ofte i mørke slotte eller huler, og kunne nemt dele slægtskab med vores trolde.
I Japan kan man møde Oni, som er dæmoniske kæmper med horn, der ofte bliver misforstået som onde, men som også repræsenterer naturkræfter og forvildelse.
I de amerikanske urfolks traditioner møder man Bigfoot, Sasquatch og Wendigo – væsner, der knytter sig til vildmarken, til tabuer, og til livets skrøbelige grænser. Disse er måske langt fra vores nordiske trolde, men har alligevel visse ligheder.
I Afrika, i Asien, i Sydamerika – alle steder, hvor mennesket har haft kontakt med naturens dybder, findes historier om skabninger, som er for store, for stærke eller for vilde til at være menneskelige, men alligevel tætte nok til at menneskelignende.
Når man lytter til historierne, når man læser gamle skrifter, når man åbner sine ører og øjne for en verden, der er større end ens egen, så begynder man at forstå, at trolde ikke er noget, vi har fundet på over en enkelt nat. Det er noget, der har været der længe før os.
Der findes mange typer trolde. Nogle er store som landsbyer, andre er ikke meget større end en gennemsnitshånd. Nogle har haler, og andre har vingelignende lemmer. Nogle er kloge og kultiverede, mens andre er drevet af instinkt og drift. Nogle holder sig for sig selv, og andre søger kontakt med hinanden, med naturens ånder – eller endda med mennesker.
Mange moderne forestillinger om trolde er blevet forsimplede. De er blevet reduceret til komiske figurer med uglet farvet hår eller til fjollede fjender i eventyrspil. Men deres rødder er dybe og virkelige, og deres verden er langt rigere end vi umiddelbart forestiller os.
Troldene er urkraftens børn. De er vidner til tidens gang og til verdens forandringer.
Når man begynder at se mønstrene på tværs af sagn og lande, åbner der sig et større billede: Trolde er ikke kun nordiske, eller kun jordiske – de er universelle. De er kaosets hukommelse, manifesteret i væsner, der hver især bærer en del af den store fortælling.
Skriv et svar