Spor af trolde og væsner med potentielle trolde-gener
I dette kapitel tager jeg dig med på en rejse gennem historier fra nær og fjern, hvor vi udforsker nogle af de fascinerende beretninger om mennesker, der svor, de havde mødt troldelignende væsner eller fundet tydelige spor efter dem. Disse fortællinger har jeg samlet fra hele Skandinaviens rige folketro, som små glimt af en svunden tid, hvor trolde ikke kun var sagnfigurer, men en del af hverdagens virkelighed. Selvom grænsen mellem virkelighed og myte dengang var mere flydende, vidner disse historier om en dyb tro og en måde at forstå de uforklarlige fænomener, der formede både landskabet og menneskers liv.
Her følger en række spændende beretninger, hver unik i sin fortælling om de gange, mennesker har krydset vej med trolde eller fundet spor efter deres færden. Disse fortællinger giver os et unikt indblik i, hvordan trolde blev opfattet, og hvordan de påvirkede folks liv i gamle dage. Jeg vil ikke gengive hver enkelt historie i dybe detaljer, da antallet og omfanget er meget stort, og samtidig fortjener at være i sin egen beretning fra sin egen tid og egn. I stedet vil jeg fortælle dem i kortere form eller gengive dem i deres højdepunkter, men du vil uden tvivl kunne fange essensen og måske blive inspireret til selv at søge mere viden om de enkelte beretninger.
Fra Danmark
Mange af de danske fortællinger blev systematisk indsamlet og nedskrevet i slutningen af 1800-tallet, især af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der primært arbejdede blandt den jyske almue. Derfor stammer flere af historierne sandsynligvis fra Jylland og har cirkuleret i mundtlig tradition i en længere periode, før den blev nedskrevet i slutningen af 1800-tallet.
Barselskonen og Trolden
Forestil dig en gammel jordemoder, der en aften får uventet besøg. En trold træder ind i hendes stue, helt forpustet, og beder indtrængende om hendes hjælp. Hans egen troldkone var ved at føde, og han kunne ikke klare det alene. Det er en sjælden historie, der viser, at selv de mægtige trolde i en presset situation kunne have brug for et menneskes hjælp, især når det kom til livets store begivenheder som en fødsel.
Troldestenen og Sagnet om Stærkodder
Nær Tømmerby i Århus amt ligger en kæmpestor sten, som vi kalder “Troldestenen”. Historien fortæller, at den er et levn fra en voldsom strid mellem trolde, der kastede sten efter hinanden. Og som om det ikke var nok, så siges det, at den legendariske kriger Stærkodder engang hvilede sig på netop denne sten efter en hård kamp, og at hans aftryk stadig kan ses. Det er, som om stenen bærer vidnesbyrd om både troldenes vilde natur og menneskets heltemod.
Troldene i Vivild
I Vivild på Djursland var der engang tre ondsindede trolde, der boede i en bakke. De elskede at plage en lokal bonde ved at stjæle og ødelægge hans redskaber. Men bondens yngste søn var snedig. Han brugte kristne symboler, et kors på kinden, en pind formet som et kors, og stål til at bekæmpe dem. Det siges, at troldenes hænder visnede ved berøring, og en af dem brændte endda til kul, da den mødte den korslignende pind. En klar demonstration af troldenes sårbarhed over for det hellige og det skarpe.
Hans Modigkarl og Skatten i Troldhøj
Hans Modigkarl, en modig karl fra en landsby nær Gudenaa, ville hente en skat fra “Troldhøj”. Midt om natten trådte han ind i højen, der stod åben på glødende søjler. Troldkongen tilbød ham skatten, men kun hvis han ville forbande sin dåbspagt. Da Hans forsøgte, greb en usynlig, iskold hånd hans mund og vred den, så han blev vanstillet for livet. Højen lukkede sig med et tordnende brag. En barsk påmindelse om farerne ved at indgå pagter med de underjordiske.
Smedens Kone og Trolden på Samsø
På Samsø, i en høj nær Nordby, boede en ordentlig trold. En aften mødte han en smed, der ledte efter en kone, og trolden tilbød sin datter. Hun lignede et menneske, men besad en utrolig styrke, som hun viste ved at rette en hestesko ud med bare hænder. Da smeden behandlede hende dårligt, greb hendes troldefar ind og kastede landsbyboerne over kirken, men datteren fangede dem blidt i sit forklæde. En historie, der viser, at trolde ikke altid var onde, og at deres styrke kunne bruges til det gode.
Skatten i Troldhøjen (Floes Skov)
En sommeraften ved solnedgang gik en skovløber og to venner til en høj i Floes Skov, hvor de hørte trolde smede. De gravede og fandt en kiste. Men da de løftede den, vrimlede jorden med trolde! En guldkaret trukket af seks haner kørte rundt om højen, og da en hane pruttede højlydt, og mændene lo, forsvandt skatten tilbage i højen. En advarsel om, at trolde vogter deres skatte nidkært, og at selv et øjebliks morskab kan koste dig dyrt.
Pigen og de Dansende Trolde (Galten Mark)
På Galten Mark nær Hadsten hørte en ung pige musik fra en høj. Hun så højen som stod den på glødende søjler, og små mænd og kvinder dansede glade omkring den. Det var trolde, med blomster i håret, der lo og drak vin. En af dem greb hendes hånd og trak hende med ind i dansen. Hun dansede hele natten, ude af stand til at stoppe. Da festen sluttede ved solopgang, gik hun med troldene ind i højen. Hendes familie fandt hende efter tre dage, stadig dansende, og selvom hun blev reddet, længtes hun for altid tilbage til troldenes glæde og rigdom.
Bjørnen og Trolden (Hagenstrup)
En møller i Hagenstrup var plaget af en trold fra Busbjerg, der rumsterede i møllen hver nat. En dag kom en mand forbi med sin bjørn og spurgte om husly for natten, og mølleren bød ham velkommen, men advarede ham om trolden. Manden med bjørnen var ubekymret og lod sin bjørn sove uden mundkurv. Midt om natten brød trolden ind, og en voldsom kamp udspillede sig. Næste morgen fandt mølleren en stor tjærepyt med revet hår udenfor. Mølleren fik manden til at blive en nat mere, og da trolden forsigtigt spurgte, om “den store kat” stadig var der, svarede mølleren, at det var den og nu havde den fået unger. Trolden flyttede til Ålum Bakker og blev aldrig set igen. En historie om, hvordan snedighed kan overvinde selv den stærkeste trold.
Trillevip
En gårdpige, der var nødsaget arbejde hårdt og spinde uendelige mængder uld, lovede en lille mand (trold), Trillevip, at hun ville gifte sig med ham, hvis han spandt al ulden. Det gjorde han hurtigt og effektivt, og hun bønfaldt om at blive fri for sit løfte, som Trillevip nægtede. Alligevel fandt hun en vej at bryde løftet på, og da Trillevip fandt ud af det, blev hans så rasende at han gik i flint, og endte spredt ud over hele marken. Det viser os, at trolde og deres magi er bundet af visse regler, som er ude for vores forståelse.
Svend Felding og Trylledrikken
Svend Felding, en mand der kendte mange trolde, hjalp engang en trold med at bekæmpe tolv mænd som var efter trolden. Trolden gav Svend en trylledrik, der gav ham styrken af tolv mænd, og sammen besejrede de angriberne. Trolden lod Svend beholde styrken, men forbandede ham til at spise for tolv mænd resten af sit liv, hvis han afslørede kilden. Svend afslørede det alligevel for en herremand fra Åkjær, og han fik en umættelig appetit. Resten af Svends liv måtte folkene fra Åkjær lave mad til Svend i en stor gryde, for at stille hans sult. En fascinerende fortælling om en magisk forstærkning med en uventet, men varig, konsekvens.
Skiftingen (Støvring)
En trold byttede angiveligt sit eget barn ud med et menneskebarn. Skiftingen voksede med et stort hoved, en umættelig appetit, grove træk og kunne hverken tale eller lege. En klog kone gav familien råd for at bekræfte, at det var en skifting. Skiftingen blev afsløret, og fejet ud på møddingen. I det samme dukkede troldemoderen op, vred over deres behandling af hendes barn. Hun tog sit troldebarn, og smed menneskebarnet fra sig på møddingen. Mennekebarnet var uskadt, med undtagelse af et brækket ben. En barsk historie om at genoprette den naturlige orden.
Slattenpatte
Slattenpatte var en troldkvinde med utroligt lange, slappe bryster, som hun kunne kaste over skuldrene, ofte set mens hun bar et barn på ryggen og ammede det på denne usædvanlige måde. Hun blev undertiden beskrevet som oprindeligt smuk, men afslørede en gammel, vortet, opsvulmet form. Hun blev jaget af Kong Valdemar og var sårbar over for stål og rindende vand. En unik skikkelse, hvis fysiske træk og sårbarheder blev nøje observeret.
Gjøltroldene
I Bjerget vest for Gjøl boede nogle trolde, som efter sigende satte store spor i markerne og ikke tøvede med at kaste kæmpesten efter kirkerne i området. Disse beretninger blev blandt andet nedskrevet af folkemindesamler Evald Tang Kristensen. Jeg har ikke undersøgt nærmere om der er en forbindelse mellem disse Gjøltrolde, og de Gjøltrolde, der er designet og udviklet af Thomas Dam, og nærmest har skabt en hel popkultur af små trolde med vilde frisurer.
Fra Norge
Askeladden og Trolden
Eventyret om Askeladden er et klassisk eksempel på, hvordan menneskelig snedighed kan overvinde troldens råstyrke. Askeladden klemmer valle fra ost og lader som om, han klemmer vand fra en sten, hvilket skræmmer den store trold til at hjælpe ham med at hugge brænde. Senere, i en grødspisekonkurrence, binder Askeladden en madpakke til maven, fylder den med grød og skærer den op, idet han råder trolden til at gøre det samme for at spise mere – hvilket fører til troldens død. En fortælling, der understreger troldenes opfattede dumhed.
Harald Poldens Møde med Huldren
I 2013 fortalte jæger Harald Polden om et bemærkelsesværdigt møde i Finnskogen. Han så en kvinde med stolt holdning, brunt hår, grønlige øjne og lange fletninger. Det mest afgørende var dog, at han så en kohale under hendes skørt, da hun bukkede sig frem. Hun forsvandt, da hans kedel kogte over. En sjælden, moderne beretning, der giver os et glimt af huldren i vores egen tid, med hendes karakteristiske hale som et uomtvisteligt tegn.
Huldren fra 2002 (Gautefall)
En pige hævdede i november 2002 at have fotograferet en huldre bagfra nær Gautefall i Norge. Dette faldt sammen med flere andre rapporter om en barfodet kvinde i sommerkjole med en kohale i sneen. Selvom billedet er uverificeret, er det et fascinerende forsøg på at dokumentere disse væsener visuelt, og de enslydende beskrivelser styrker historien om huldrens udseende.
Huldren og hendes Kvæg
I Lofoten lod folk en bås i deres kostald stå tom, fordi de troede at stalden lå over Huldrens hule og hun skulle bruge den tomme bås. Til gengæld holdt hun deres køer sunde. Hvis båsen var optaget, ville hun skade dyrene. En bonde måtte flytte sin kostald tre gange, fordi den lå forkert over hendes sted, hvilket fik hans dyr til at dø, indtil han endelig fandt et fredeligere sted. En historie, der viser huldrens territoriale natur og hendes indflydelse på menneskers husdyr.
Ole Arntsen og Huldrens Musik
Spillemanden Ole Arntsen blev engang slået bevidstløs af noget usynlig. Da han vågnede, så han en huldre spille violin på en sten ved vandet, iført træsko med jernbeslag. Hun trampede rytmisk med fødderne, og han navngav melodien “Jar-førå” efter hendes jernbeslåede træsko. En fortælling, der vidner om huldrens musikalske evner og en sjælden observation af hendes “materielle kultur”.
Margit Hjukse og Bjergtagningen
Margit Hjukse, en ung pige fra Telemark, blev bortført af underjordiske væsener på vej til kirken og holdt fanget i et bjerg. Dette er en velkendt legende om “bjergtagning”, der understreger den dybe frygt, folk havde for at blive lokket eller tvunget ind i troldenes riger.
Fra Sverige
Huldra og Kulsvierne
I svensk folklore er Huldra, også kendt som ‘skogsrå’ (skovånd), en forførende skovånd. Hun var kendt for at være venlig over for kulsviere, lod dem sove roligt ved at holde øje med deres kulovne, og som tak efterlod kulsvierne provianter til hende. Men pas på, for nogle beretninger afslører hendes farlige side, hvor hun lokker mænd med sin charme, mens hun omhyggeligt skjuler sin kohale ved at binde den i en knude under sit skørt. Det siges, at hun kun mister sin hale, hvis hun gifter sig i en kirke, hvorefter hun forvandles til et menneske.
Nøkken og hans Musik
Hvis du nogensinde støder på en nøgen mand, der spiller violin i en af Sveriges ferskvandsstrømme eller floder, er det sandsynligvis Nøkken. Han er en af Sveriges mest berømte mytologiske væsener, der optrådte allerede i vikingetiden. Med sin forførende, men let uhyggelige fremtoning symboliserer Nøkken farerne ved vand. Disse vandånder siges at bruge deres musik til at lokke folk til en druknedød.
Trolde som Snedige Bedragere
Svenske trolde, der lever i huler eller bjerge, beskrives som kæmpestore, men mystisk camouflerede for at matche træer og klipper i skoven. De er ikke kendt for at være særligt venlige eller hjælpsomme over for mennesker, men de er heller ikke åbenlyst aggressive. Dog kan de være snedige bedragere, og det er klogt at være forsigtig, hvis man krydser deres vej i skoven.
Trolde og Jern/Sollys
Svenske sagn beretter, at trolde frygter jern og stål; at placere genstande af disse materialer på ens tærskel forhindrer dem i at komme ind. Desuden siges trolde at forvandles til sten i sollys. At lokke dem ud af deres skjulesteder og ind i lyset er en kendt metode til at slippe af med dem. Forstenet trolde er forbundet med stenrige skandinaviske landemærker som Trolltungan (troldetunge), Trollstigen (troldesti) og Trollberget (troldebjerg).
Vittra/Vätte og Kvæg
Vittra, et mytologisk, menneskelignende væsen, findes i det nordlige Sverige, mens vätte findes i det centrale og sydlige Sverige. Vittra er ikke synlige i dagligdagen, men er altid til stede og lever side om side med mennesker. Hvis de behandles godt, passer de på kvæget – både deres eget (usynligt for menneskeøjet) og menneskenes. Det er meget muligt at der er et sammenhæng mellem denne Vittra/Vätte, og udtrykket vætter der bliver brugt som fællesbetegnelse for en række naturvæsner.
Fra Finland
Den Forfærdelige Olli og den Onde Trold
En detaljeret fortælling fra finsk folklore handler om den snedige finne Olli og en ond trold, der boede på et bjerg. Trolden og hans kone forsøgte at lokke Ollis tre sønner til at gifte sig med deres døtre for at få dem i deres magt. Olli, den yngste søn, var dog klogere. Før trolden forsøgte at dræbe sønnerne i mørket, byttede Olli i al hemmelighed huerne på sine brødre og troldens døtre, hvilket fik trolden til at dræbe sine egne døtre. Senere vendte Olli tilbage for at stjæle troldens pengepose og senere igen troldens dyne, hver gang ved at udnytte troldens dumhed og sin egen list.
Fra Færøerne
Troldene på Kalsoy og Kristi Navn
En beretning fra Færøerne fortæller om trolde, der årligt hjemsøgte en bebyggelse på øen Kalsoy for at feste og plyndre. Indbyggerne flygtede i rædsel til Mikladalur. En dag var en kvinde ude af stand til at flygte og gemte sig under et bord. I sin store frygt udbrød hun “Kristus!”, hvorefter troldene øjeblikkeligt flygtede fra landsbyen og aldrig vendte tilbage.
Risin og Kellingin: Forsøget på at Stjæle Færøerne
Et sagn beretter om en kæmpe (Risin) og en heks (Kellingin) fra Island, der forsøgte at stjæle Færøerne ved at binde dem med et reb og trække dem mod Island. De arbejdede hele natten, men var så udmattede, at de ikke bemærkede solopgangen. Da daggryet kom, blev de fanget af solens stråler og forvandlet til sten, hvor de stadig står som markante havstakke ud for kysten. Disse geologiske formationer fungerer som “fossile beviser” på troldeaktivitet og deres sårbarhed over for sollys.
Huldufólk (De Skjulte Folk) og deres Forsvinden
På Færøerne er Huldufólk, eller de skjulte folk, beskrevet som elverlignende væsener, der lever i naturen, ofte i høje. De ligner og opfører sig som mennesker, men lever i en parallel verden og kan gøre sig synlige efter behag. De beskrives som “store af bygning, deres tøj er helt gråt, og deres hår sort.” En moderne folkloristisk beretning hævder, at de skjulte folk forsvandt fra Færøerne i 1950’erne med indførelsen af elektricitet, hvilket indikerer en opfattet aversion mod moderne teknologi.
Fra Island
Reynisdrangar Havstakke
De ikoniske havstakke ud for kysten ved Vik i Sydisland, kendt som Reynisdrangar, menes at være forstenede trolde. Sagnet fortæller, at to trolde forsøgte at trække et tremastet sejlskib til land, men de mistede tidsfornemmelsen og blev fanget af solopgangen, hvorefter de forvandlede sig til sten. En tredje klippeformation mellem de to stakke siges at være skibet selv. Dette er et fremragende eksempel på, hvordan troldenes sårbarhed over for sollys har formet landskabet og givet anledning til ætiologiske forklaringer på geologiske fænomener.
Hvítserkur Klippen
Klippen Hvítserkur på Vatnsnes-halvøen i det nordvestlige Island siges at være en trold, der forvandlede sig til sten. Ifølge legenden brugte trolden en betydelig mængde tid på at rive klokkerne ned fra et kloster, hvilket til sidst førte til dens forstening ved daggry.
Julemændene (Yule Lads)
I islandsk folklore har trolde udviklet sig til at indtage en festlig rolle, især i skikkelse af Julemændene (Yule Lads). Disse tretten drillesyge troldefigurer, sønner af den truende Grýla, besøger børn i juletiden for at efterlade gaver. Dette repræsenterer en unik, mere velvillig, men stadig drillesyg, manifestation af trolde i islandsk kultur, der adskiller sig fra de mere traditionelt farlige skikkelser.
Generelle Interaktioner med Islandske Trolde
Islandske trolde beskrives ofte som store, dumme og grådige, men lejlighedsvis også som venlige og kloge. De er kendt for at lokke intetanende mennesker ind i deres huler med besværgelser eller magiske drikke, eller ved at tage dem til fange. De siges også at stjæle og spise uartige børn, hvilket tjener som en advarsel i børneopdragelsen. På trods af deres magiske evner kan mennesker ofte befri sig fra deres fortryllelser på grund af troldenes lave intelligens.
Bragi Boddasons Møde med en Troldkvinde
Den islandske skald Bragi Boddason fra det 9. århundrede stødte på en unavngiven troldkvinde i en skov. Hun udspurgte ham aggressivt om hvem han var, og de beskrev sig selv for hinanden. Dette møde, dokumenteret i Prose Edda fra det 13. århundrede, er en af de tidligste skriftlige beretninger om en direkte menneske-trolde-interaktion og viser, at konfronterende verbale interaktioner var en del af den etablerede overlevering.
Når vi nu har rejst gennem disse gamle beretninger om trolde, står det klart, at trolde og naturvæsener er langt mere end blot fantasifulde fortællinger. De er som et vindue ind til en tid, hvor trolde var en levende del af folks verden, og hvor hvert møde, uanset om det var skræmmende eller forunderligt, blev en del af den kollektive hukommelse.
Disse historier viser os, at trolde var en mangfoldig skare, med alt fra de store, klodsede kæmper til de mere snedige og menneskelignende væsener. Vi har set, hvordan de gemte sig i naturens dybe kroge, hvordan de stjal fra os, men også hvordan de hjalp os.
For os, der i dag har en vis interesse for at verden er større end det vi lige kan se med det blotte øje, er disse beretninger uvurderlige. De er en del af vores “feltrapporter” fra fortiden, der giver os et unikt indblik i en art, der stadig lurer i skyggerne. De minder os om, at selvom vi lever i en moderne verden, er der stadig mysterier at udforske, og at fortidens fortællinger kan kaste lys over en skjult virkelighed.
Skriv et svar