Dette værk om Troldeologi er skabt i et tværfelt, en nødvendig forening mellem den fysiske observation og den levende fortælling. Det er hverken en traditionel fagbog, da troldens væsen ubetinget trodser den simple Empiri, ej heller er det et simpelt eventyr, da indholdet hviler på mange generationers vidnesbyrd. Man kan betragte det som en bro mellem en troldeologiske disciplin og gamle myter, hvor faktum og sagn må gå hånd i hånd.
Det står enhver læser frit for at anvende dette kompendium efter forgodtbefindende. Det kan læses fra enden til anden, eller det kan tjene som et opslagsværk, hvor man opsøger specifikke informationer.
Troldenes verden er rig, kompleks og uhyre mangfoldig. Der findes trolderacer, som adskiller sig radikalt fra hinanden, både i størrelse, temperament, levested, sociale strukturer og magisk formåen. Derfor kan man snildt sige om trolde: Har de mødt en trold, så har De blot mødt én trold.
Men hos alle trolde på tværs, kan man samtidig finde ligheder, genetiske forbindelser og andre fælles træk, der kun bliver tydelige ved systematisk sammenligning. For at kunne forstå denne kompleksitet, og for at kunne skabe orden i det, der ved første øjekast kan virke som kaotisk overflod, har det været nødvendigt at indføre et detaljeret klassifikationssystem.
Denne mytiske taksonomi er bygget løst på den samme form for taksonomi som vi kender fra zoologi og antropologi, men tilpasset til det særlige tværfelt, som kryptobiologien og især troldeologien repræsenterer. Klassifikation er ikke blot et akademisk redskab, det er en metode til at forstå livets sammenhænge, og til at placere det enkelte individ i en større evolutionær og økologisk helhed.
Ved at opdele trolderacer kan vi ikke alene systematisere vores viden, men også begynde at afdække mønstre. Er der sammenhæng mellem en races lysfølsomhed og dens levested? Er der et forhold mellem hale og magisk udtryk? Hvilke sociale strukturer opstår i hvilke miljøer? Og hvordan fordeler intelligens og samarbejdsevne sig på tværs af de evolutionære grene?
Klassifikation kan også være afgørende for fremtidig sammenlignende troldeologi. Når vi skal afgøre, om en trolderace i Østeuropa, en i Sydamerika og en i Nordsverige blot er variationer over samme art, eller om de er evolutionært adskilte, ja så kræver det et standardiseret begrebsapparat. Ved at analysere ud fra ensartede parametre kan vi identificere fællestræk, overgangsformer og unikke mutationer. Klassifikationen bliver dermed en struktur, der gør os i stand til at læse troldenes verden med en større grad af præcision og indsigt.
Endelig har klassifikationen også en etisk funktion: Den tvinger os til at tage hver eneste trolderace alvorligt på racens egne præmisser. Ikke som generaliserede “trolde”, men som distinkte væsner med egen biologi, adfærd og kultur. Den gør det muligt at se variation som noget værdifuldt, og dermed bekæmpe den homogenisering, som mange moderne eventyr og populærkultur har påført troldebegrebet. I stedet for én komisk eller monstrøs trold, møder vi et helt folk af racer, grene og former – hver med deres særpræg og deres berettigelse.
Skriv et svar