Troldeologi – Kapitel 8: Klassifikationsdetaljer

Med dette kapitel bevæger vi os ind i de nærmere detaljer omkring de opsatte klassifikationer for de mange racer, der beskrives i kompendiet her.

Lad det være nævnt at trolde i både deres væsen og deres energi ofte overlapper grænserne for vores klassiske systemer, derfor må alle klassifikationer i dette system forstås som værende “primære” eller “overordnet set”, da de fleste trolderacer fra tid til anden er observeret i situationer, der ellers modstrider deres grundlæggende klassifikation. 

Eksistensform:

Dette kriterium angår ikke blot fysisk tilstedeværelse, men også væsnernes ontologiske forankring i vores virkelighedslag. Det er med andre ord en vurdering af, hvilken grad af materiel og metafysisk tilknytning en given trolderace har til den kendte, fysiske verden, som vi (mennesker) selv bebor.

Lad mig først lige nævne, at der teknisk set findes en tredje eksistensform, som kan betegnes som parallel. Grundlæggende går denne parallelle eksistensform ud på, at en race eksisterer på tværs af flere verdener over tid og rum. Om der er tale om verdener på et dimensionelt plan, eller om det er flere verdener inden for samme dimension, er ikke nærmere beskrevet, da begge muligheder på nuværende tidspunkt anses for lige sandsynlige. 

Du vil ikke finde betegnelsen Parallel anført ved nogen af racerne. Det skyldes ene og alene, at den er gældende for dem alle i så høj grad, at det ikke giver mening at bruge den som klassificeringskriterium – den differentierer simpelthen ikke mellem dem.

En Jordisk race er forankret i det, vi kalder den almindelige virkelighed. Den har en fysisk krop, er underlagt fysikkens love (om end nogle af disse loves grænser i deres tilfælde kan være bøjelige), og kan generelt spores i den biologiske verden. Jordiske racer er typisk knyttet til bestemte landskaber og miljøer som bjerge, skove eller underjordiske hulrum og deltager ofte i dette steds økologiske kredsløb.

En Overjordisk race derimod, er ikke (eller kun delvist) begrænset af de fysiske love. Disse væsner eksisterer ofte i liminale zoner mellem verdener, i randzoner af tid og sted, eller i dimensioner som kun kortvarigt overlapper med den menneskelige virkelighed. Overjordiske racer manifesterer sig ofte i drømme, visioner, ritualer, og ved bestemte naturfænomener som tåge, lysglimt eller jordrystelser. De kan komme til syne ved grænsetider som midnat, jævndøgn, solhverv, og ligeledes på grænsepladser: skovbryn, overgangssteder, gamle helligsteder.

Mange af de ældste og mest mytiske racer, såsom de primære jætter i Turselinjen, er Overjordiske. De er kaosvæsner, arketyper, og fungerer som kosmiske urkræfter snarere end biologiske organismer. Naturligvis med enkelte individuelle undtagelser. 

Det er værd at bemærke, at enkelte racer udviser tegn på at kunne bevæge sig mellem tilstandene. Disse grænseracers eksistensform er dobbelt: de har både en fysisk og en åndelig eksistens, og kan efter omstændighederne fremstå som enten jordiske eller overjordiske. Det gør klassifikationen vanskelig, men ikke mindre vigtig.

Denne kategori har stor betydning for forskningen, især når det gælder metodologi. Jordiske arter kan i princippet dokumenteres med biologiske eller geologiske metoder, mens overjordiske kræver feltarbejde af mere subtil karakter: visionær observation, ritualbaseret kommunikation, og krydssammenligning med overleveret mytologi.

Denne klassifikation af eksistensform minder os om, at troldenes verden ikke alene består af det, vi kan røre – men også af det, der rører os.

Miljøpræference:

En mere håndgribelig, men samtidig betydningsfulde klassifikation inden for troldeologien er miljøpræferencen. Denne parameter angiver, hvor en race overordnet set har sin fysiske og økologiske tilstedeværelse, som også kan være et centralt element i forståelsen af artens biologi, adfærd og samspil med omverdenen.

Miljøpræference er ikke absolut; nogle racer kan optræde i flere miljøtyper, dog ofte med varierende adfærd og fysiologi. Ikke desto mindre har de fleste trolderacer et klart foretrukket habitat, hvor deres sanseapparat, metabolisme, jagtstrategier og sociale strukturer er mest optimerede.

Der er mange miljømæssige præferencer gennem racerne i kompendiet, men de mest almindelige præferencekategorier er beskrevet herunder.

Ved racebeskrivelserne opererer vi med en todelt miljøpræference. Den første er om de hovedsageligt lever over jorden, under jorden eller i vandet.

1. Overflade (terrestriske trolde)
Disse trolde har deres primære habitat i den overjordiske natur. De kan f.eks. sagtens bo i huler, bygninger eller anden form for ly, der fungerer som skjul og beskyttelse, men deres dagligdag foregår på overfladen i balance med den omgivende natur.
Nogle overfladelevende trolde opbygger hele civilisationer, andre laver primitive boliger af naturmaterialer, mens andre igen vandrer og lever nomadisk. Tivedenkulturen hører primært til de terrestriske trolde.

2. Underjordisk (subterrane trolde)
Trolde med et underjordisk levested har udviklet særlige tilpasninger til mørket. De findes i huler, klippesprækker, forladte miner, store tunnelsystemer m.v. Visse racer/stammer kan bygge hele byer inde i store hulrum i bjerge eller andre steder under jorden. Flere af disse racer er ofte lysfølsomme, og enkelte er direkte lysintolerante.
Socialt er mange af dem organiseret i stærkt hierarkiske samfund med rødder i ældgamle traditioner. De beskytter deres territorier nidkært og har ofte ringe tolerance over for andre arter. Historierne om trolde, der forvandles til sten ved kontakt med sollys, er oftest baseret på disse underjordisklevende racer. Racerne i Kernekulturen udgør det typiske eksempel de subterrane trolde.

3. Vandlevende (akvatiske trolde)
Selvom det ikke er den mest udbredte levestedstype, findes der trolderacer (især nede på stamme-niveau), som helt eller delvis er tilpasset et vandlevende liv. Disse arter lever i eller omkring søer, floder, moser og havområder. Vandlevende trolde er observereret både med og uden fiskelignende skæl, og ligeledes med en glat elastisk hud som det f.eks. ses hos hvaler. Samtidig er deres metoder for optagelse af ilt også udviklet forskelligt, hvor man både har set gællelignende åndedrætstilpasninger eller evne til at holde vejret ekstremt længe.
Mange af disse racer lever skjult under vandoverfladen og er næsten umulige at registrere. De kan være sky, men også territoriale og aggressive over for indtrængende. Den mest kendte vandlevende trolderace Havtrolden, deler umiddelbart ikke helt samme evolutionære linje som de fleste andre trolde og er derfor ikke en del af de tre beskrevne underarter, øvrige observationer af vandlevende trolde kan både være af terrestriske og subterrane stammer som har tilpasset sig livet i vand.

Denne opdeling i levestedstype er vigtig, fordi det giver os mulighed for at forstå og forudsige visse træk i racernes udvikling. Levested er nemlig ikke blot en geografisk omstændighed, men også en økologisk skæbne, en ramme for kultur, adfærd og fysiologi.

Den anden del af den todelte miljøpræference omhandler trolderacens foretrukne økologiske niche og beskriver dens evolutionære tilpasninger til specifikke naturtyper. Det er et af de parametre, der mest direkte knytter biologi og adfærd til det omgivende landskab, og som derfor ofte kan observeres indirekte gennem ændringer i flora, fauna og terræn.
Af disse kan f.eks. nævnes:

Skov

Skovmiljøet er blandt de mest artsrige zoner, og det gælder også for trolde. Skovlevende trolde findes i løvskove, nåleskove og blandingsskove og har ofte tæt symbiose med dyreliv, planter og cykliske naturfænomener. Deres samlet sanseapparat er ofte veludviklet, hvor de både kan se, høre og dufte på et højere niveau. Deres adfærd er ofte knyttet til månefaser og årstider, og det er set, at flere af dem følger skovens rutiner, som f.eks. at gå i hi om vinteren eller være ekstra aktive om foråret. De fleste skovlevende trolde kan i større eller mindre grad kommunikere med dyr.

Bjerg og Grotte

Bjergmiljøet kræver styrke og balance. Bjerglevende trolde er ofte store og robuste, med tilpasninger til koldere temperaturer og tyndere luft. De kan både være underjordiske (klippehuler) og overfladelevende (bjergskråninger og plateauer). Deres territorialitet er udpræget, og mange sagn om stenkastning og fjendtlige udfald mod mennesker har netop bjerglevende trolde som ophav. De spiller ofte en rolle som vogtere af passager. Stort set alle bjerglevende trolde har en eller anden form for intolerance over for lys og især sollys, nogle i særlig høj grad og nogle i mindre grad.

Mose

Mosemiljøer rummer et helt særligt mikrokosmos af tåge, sump, stagnation og liv/død-overgange. Trolderacer med præference for moser besidder oftest stor intuitiv intelligens og evne til at navigere i det skjulte. Moselevende trolde har ofte en forbindelse til overgangsområder mellem verdener, og flere arter formodes at have en særlig evne til at bevæge sig i ikke-jordiske zoner og metafysiske lag. De fleste moselevende trolde har udviklet en evne til at kunne fungere i mosens omkringliggende miljøer på nogenlunde lige fod med de derboende trolderacer. 

Kyst og Fjord

Visuelt tæt beslægtet med de vandlevende arter findes kystlevende trolde, som lever ved havets kant, i fjorde eller langs søbredder. Disse racer har ofte udviklet en delvis amfibisk livsform og kan besidde både land- og vandtilpasning. De er uforudsigelige, og deres humør siges at svinge med tidevandet. En vis kommunikation med vandånder eller vejrkræfter er ofte noteret i ældre observationer.

Slette, Tundra og Ørken

Mindre almindeligt, men ikke uden betydning, findes trolderacer tilpasset åbne, vindblæste områder som stepper, tundraer, ørkener og sletter af forskellig art. Disse trolde er typisk bygget til lange vandringer og med minimal miljømæssig beskyttelse, er de ofte dygtige krigere og kan godt være tilbøjelige til at bruge næsehornets livsfilosofi “angrib først, undersøg senere”. Deres kontakt med mennesker er typisk flygtig og oftest kun i randzoner af civilisation.

By og Bygning

Denne præference er ikke en naturlig forekommende præference som f.eks. Skov eller bjerg. Men den er alligevel vigtig at nævne da enkelte trolderacer over tid har vist sig at foretrække byer eller bygninger som deres valg af tilholdssted. Der er beretninger om trolderacer der har gjort det til en kunst at bosætte sig i kloakker, eller både kælder, loft og vægge i eksisterende bygninger blandt mennesker. Det er også vigtigt at nævne at enkelte racer og flere stammer, foretrækker selv at bygge byer frem for at bo tættere på naturen som deres øvrige slægter gør det. Det er dog usikkert, om en stamme, der bygger tætliggende boliger i f.eks. en skov, kan defineres som skovlevende eller bylevende trolde.  

For at anskueliggøre den grundlæggende ide omkring todelingen i miljøpræferencen, kan et eksempel af en trolderaces miljøpræference være, Underjordisk / huler, grotter, dette fortæller at trolden bor under jorden og primært i huler og grotter. Det betyder ikke at man ikke kan finde den samme trold i en forladt mine, men blot at den foretrækker huler og grotter. Et andet eksempel kunne være Overflade / bygning, slette, dette ville så beskrive en trold som bor på overfladen, men racemæssigt  både foretrækker et nomadeliv på de åbne vidder, samt kan tilpasse sig livet i en mere fastliggende bebyggelse.

Social Accept:

Inden for troldeologien er graden af social accept et afgørende klassifikationskriterium, som måler, i hvilken udstrækning en given race søger kontakt, koeksistens eller tager afstand til andre væsner, hvad enten disse er artsfæller, beslægtede trolderacer, dyr eller for den sags skyld mennesker. 

Klassifikationen bygger på omfattende feltstudier, observationer af territoriale grænser, spor af samarbejde (f.eks. arkitektur, ritualpladser eller handel) og interartslige mønstre fundet i både sagnmateriale og moderne visionære observationer. Systemet opdeler racer i tre overordnede kategorier:

1. Isoleret

Trolderacer med lav social accept er kategoriseret som isolerede. Disse væsner trives i ensomhed eller i små, lukkede grupper. De etablerer territorier, som sjældent eller aldrig deles med andre væsner, og deres adfærd viser en tydelig undgåelse af fremmede, både artsfæller, og især mennesker.  De er ofte stærkt territoriale med fast hjemområde, og udviser undertiden en aggressiv forsvarsadfærd.

2. Accepteret

Accepteret dækker racer, der ikke nødvendigvis søger aktiv kontakt, men som i vid udstrækning tåler eller tolererer andre væsners tilstedeværelse. De lever ofte i nærhed af andre racer, men uden nødvendigvis at have direkte samarbejde. Der kan forekomme udveksling af ressourcer og territorier, men de underlægger sig ikke automatisk sociale strukturer. De tolererer artsfæller bedre end mennesker, men er dog undertiden observeret i kontakt med mennesker.

3. Søgende

Socialt søgende og samarbejdende trolderacer udviser en udpræget tendens til socialt engagement, i høj udstrækning også uden for egen race. Dette inkluderer handelsrelationer, fælles bosættelser, teknologisk eller rituel udveksling og i sjældne tilfælde kulturel integration. De har en høj grad af social struktur, og hvor der altid har været et mistillidsforhold mellem trolde og mennesker, så foretrækker de naturligvis andre trolde. Dog skal det nævnes at dette segment har en større tendens til at acceptere og søge menneskelig interaktion, hvor de muligvis har dannet grundlaget for ældre tiders alliancer og faste handler mellem trolde og mennesker. Disse trolde viser ofte større tilpasningsevne og højere S-I-K faktor.

Social accept er en væsentlig parameter for feltarbejde, hvor racer med lav social nærhed skal studeres på afstand og med stor respekt for grænser, mens samarbejdende racer muligvis kan engageres med mere direkte tilgange. Samtidig danner klassifikationen baggrund for at forstå troldes rolle i økosystemer, mytologier og interartslige kulturdannelser.

Haletype:

Halen hos trolderacer er et af de mest markante og varierede fysiske træk, og netop derfor en vigtig parameter i troldeologisk klassifikation. Halens udformning, funktion og tilstedeværelse eller fravær kan sige meget om en races evolutionære ophav.

På trods af halens varierende fremtoning beskrives følgende fire hovedtyper:

1. Primær hale

En veludviklet hale med tydelig funktion. Denne type hale kan anvendes til balance, kommunikation, angreb/forsvar eller magisk og rituel forankring. Den er som regel muskuløs og synlig. Der er set enkelte tilfælde hvor en primær hale har været brugt til at gribe og fastholde med, som en form for ekstra “hånd/arm”. Racer med primær hale er som oftest stolte af den, hvoraf halen også udgør et statussymbol.

2. Sekundær hale

En sekundær hale er enten en hale, der stadig er synlig og bevægelig, men som ikke har tydelig funktion i individets dagligdag. Eller også er det en rudimentær hale som enten ikke er udviklet, eller også er gået tilbage i udvikling. Den er evolutionært set en rest af tidligere nødvendighed og kan have en dekorativ, rituel eller arkaisk betydning. Sekundære haler bruges af visse racer undertiden i parringsritualer, som statussymbol eller som en form for kulturel identifikation, mens andre racer med sekundær hale mere forsøger at skjule deres haler, eller helt at fjerne dem.

3. Morfologisk variation

Den Morfologiske variation er betegnelsen for en spændende evolutionær begivenhed inden for trolderacers fysiologiske arvemasse. Den indikerer at forekomsten af hale, er helt og aldeles på et individuelt niveau. Hvilket betyder, at det er uvist, om trolde inden for samme race fødes uden eller med en hel eller delvis hale.
Faktisk er der set eksempler i næsten alle trolderacer hvor et enkelt individ har en anden haletype end de øvrige medlemmer af racen, det er meget normalt for troldegener at opføre sig ustabile. Men dog er der enkelte racer hvor den morfologiske variation er så spredt hen over racen, at den er nødt til at have sin egen betegnelse.

4. Haleløs

Nogle racer er helt haleløse. Man mener at det er et evolutionært skridt i forhold til at der slet og ret ikke er behov for en hale. Hos racer, især med primære haler, forbindes haleløshed ofte med noget negativt da en haleløs trold nemt kan fremstå for menneskelignende. Dette afhænger i høj grad af race og kultur og bør ikke tolkes som et entydigt udviklingstræk.

Haletypen er således ikke blot en fysiologisk detalje, men en nøgle til forståelsen af racehistorik, funktionel biologi og kulturel selvopfattelse. Det er også en kategori, som fremtidig forskning potentielt kan koble til genetiske markører eller rituelle udviklingsforløb i troldenes egen selvforståelse.

Magisk evne:

Et centralt klassifikationskriterium i moderne troldeologi er den magiske evne, et mål for en races iboende evne til at udøve og/eller manipulere magiske kræfter. Dette felt befinder sig naturligt i grænselandet mellem metafysik og empiri, men regnes alligevel som en objektiv kategori i kraft af gentagne observationer, ritualbaserede målinger og korrelation med specifikke evolutionære og sociale træk.

Magisk evne er ikke det samme som aktiv magiudøvelse. En race kan godt have høj magisk evne uden nødvendigvis at praktisere magi bevidst, og omvendt kan enkelte individer med lav magisk evne opnå en vis teknisk kunnen gennem tradition, imitation eller eksterne hjælpemidler. Den magiske evne handler derimod om et naturligt resonansforhold til de usynlige kræfter, der strukturerer troldenes verden, hvad enten disse beskrives som energi, vilje, urkraft, metafysisk bølgelængde eller andet.

Magisk evne opererer med fire overordnede kategorier:

1. Lav
 

Trolderacer i denne kategori udviser ingen eller kun svage tegn på magisk aktivitet. Deres livsform er overvejende fysisk og biologisk orienteret, og de benytter i stedet styrke, teknik, list eller andre strategier til overlevelse og interaktion. Enkelte observationer peger på at den lave magiske evne blandt visse trolde også kan være en form for beskyttelse, i det at den også synes at begrænse troldens modtagelighed for udefrakommende magi, som en slags magisk resistens.

2. Middel

Denne gruppe udviser lejlighedsvis eller situationsbetinget brug af magiske teknikker. Det kan være naturritualer, forudsigelser, forbandelser eller besværgelser knyttet til bestemte årstider, steder eller livsfaser. Disse trolde er ofte kulturelt magiorienterede og har adgang til en vis mængde arvet viden eller intuitiv evne. Denne evne er ofte gruppebaseret snarere end individuel, den “aktiveres” af fællesskabet, riter eller eksterne forhold.

3. Høj

Højmagiske racer er kendetegnet ved konstant, iboende og ofte bevidst magisk praksis. Deres fysiske og metafysiske strukturer er dybt forbundet, og deres samfundsorganisation inkluderer typisk magiske, rituelle eller shamanistiske roller. Disse racer manipulerer aktivt energi, tid, perception og andre kræfter, og de kan i visse tilfælde overskride naturlovene. 

4. Udefinerbar affinitet

Denne kategori dækker racer, hvor magiske evner ikke kan måles stabilt. Det kan skyldes manglende empiri, ændrende former, eller at racen opererer uden for det magiske spektrum, som vi kender det. Udefinerbar affinitet kan være tegn på ekstremt høj kompleksitet eller en total fraværelse af de kendte magiske parametre, og er dermed enten det mest avancerede eller det mindst forstået felt i troldeologien. Overjordiske racer falder oftest i denne kategori.

Magiske evner blandt trolde er en kategori i stadig udvikling. Den har både videnskabelig og rituel betydning, og bør ved fremtidige feltekspeditioner registreres systematisk med henblik på at udbygge de foreløbige modeller. Det anbefales, at feltforskere fører dobbeltjournal: en biologisk-adfærdsbaseret og en visionær-symbolsk, for at sikre bredest mulig dækning.

Lysfølsomhed:

Lysfølsomhed angiver en races biologiske og adfærdsmæssige reaktion på naturligt og/eller kunstigt lys, og er en nøgleparameter i forståelsen af både fysiologisk tilpasning og kulturel adfærd.

Kategorien opdeles i følgende fire grader:

1. Intolerant
   Racen tåler ikke direkte sollys og udviser enten fysiologisk nedbrydning, svækkelse eller stærk adfærdsændring ved eksponering. I enkelte tilfælde kan lys have en direkte dødelig udgang. Disse racer lever typisk underjordisk, i huler, eller er kun aktive om natten.
   
2. Følsom
   Tåler begrænset sollys eller dæmpet dagslys, men foretrækker skyggefulde miljøer, tusmørke eller nat. Visse racer aktiveres primært i dæmringstimerne og kan fungere i diffust lys uden skade, men undgår oftest klar sol, og kan reagere fysiologisk eller adfærdsmæssigt på eksponeringen.
   
3. Neutral
   Udviser ingen særlig lysfølsomhed. Enhver reaktion på grund af sol og lys er udelukkende individuelt betinget.
   
4. Lysafhængig
   Sjældne racer, ofte med overfladisk eller metafysisk baggrund, som ikke blot tåler lys, men trives i eller kræver stærk belysning, herunder sollys, ild eller magisk glød. Lys indgår typisk som en integreret del af racens fysiologi, symbolik eller overlevelsesstrategi.

S-I-K faktoren: Strukturel Intelligens Kompleksitet

S-I-K faktoren (Strukturel Intelligens Kompleksitet) er et mål for, hvor avanceret og menneskelignende en trolderaces sociale, kulturelle og institutionelle struktur er. Skalaen løber fra 1 til 10 og tjener som en sammenlignelig indikator for graden af kompleksitet inden for felter som politik, teknologi, kommunikation, kunst, skriftkultur, planlægning og ritualbaseret samfundsorganisation.

S-I-K faktoren er udviklet som et nødvendigt supplement til mere biologisk og adfærdsmæssig klassifikation, da mange trolderacer i praksis udviser kognitive og strukturelle træk, som ikke kan forklares alene gennem fysiologi eller habitat. Den tager udgangspunkt i den menneskelige civilisation, ikke ud fra et normativt hierarki, men som et mål for forståelse, da det er det eneste system, vi kan betragte indefra.

Skalaens trin

• 1–4: Ustrukturerede eller rent instinktstyrede eksistenser uden kendt symbolbrug, samarbejde eller sociale systemer. Disse racer opererer på grænsen til kaos og udviser ofte ekstrem territorial eller solitær adfærd.
  
• 5–6: Tydelig stamme- eller familieopbygning med sociale roller, regelmæssige ritualer og begyndende kulturelle lag (symbolbrug, ornamentik, primitiv teknologi).
  
• 7–8: Fuld udvikling af stamme- eller klansamfund med juridiske eller etiske normer, mytologi, kunstneriske udtryk og faste bosættelser. Der ses oftere brug af skriftlig kommunikation (runer, mærker, tegn), håndværk og organisering i form af råd eller lederskaber.
  
• 9–10: Højtudviklede civilisationer med avancerede magtstrukturer, diplomatiske relationer, interartslige kontakter og omfattende arkitektur, filosofi og teknologi. Nogle racer i dette spænd udviser træk, der overstiger menneskelig kompleksitet, f.eks. non-verbal kollektiv intelligens, multidimensionel hukommelse, fremtidssyn og endda teknologisk overlegenhed.
  

S-I-K faktoren er et analytisk redskab, og ikke en dom. Det er vigtigt at forstå, at en lav S-I-K faktor ikke nødvendigvis betyder lavere intelligens, men snarere viser mindre kompleksitet i den strukturelle organisation. Mange racer med lav S-I-K faktor besidder høj intuitiv intelligens, overnaturlig viden eller evner, som ikke måles af skalaen. Ligeledes kan en høj S-I-K faktor rumme større grad af intern konflikt, undertrykkelse eller teknologisk forfald.

Derfor bør skalaen altid læses i kontekst med andre parametre som Social Nærhed, Magisk evne, og Miljøpræference. I praksis anvendes S-I-K faktoren især i artsbeskrivelser, feltrapporter og i vurderinger af kontaktpotentiale, ritualbehov og fredelig sameksistens.

Status og levetid:

Status angiver, hvorvidt en trolderace menes at være uddød, eksisterende eller usikker i sin tilstedeværelse i den nuværende verden. Dette klassifikationspunkt skelner ikke blot mellem levende og uddød, men forsøger at fange det usikre og ofte spekulative grundlag, som troldeologisk feltarbejde må operere på da en trolderace godt kan være uddød i en verden, men eksistere i en anden.

Denne klassifikation arbejder med følgende tre hovedkategorier:

1. Eksisterende
   Racen er bekræftet eller stærkt indikeret som stadig eksisterende. Der findes nyere beretninger, vidneudsagn, feltobservationer eller anden dokumentation, som støtter racens fortsatte tilstedeværelse.
   
2. Uddød / Forsvundet
   Racen anses for at være uddød eller forsvundet. Der er ingen troværdige observationer i nyere tid, og vidensgrundlaget hviler primært på ældre sagn, fossile fund, eller overleveringer. I nogle tilfælde kan uddøen være knyttet til ændrede miljøforhold, kulturel udryddelse eller metafysisk retræte.
   
3. Ukendt / Omstridt
   Der hersker uenighed eller usikkerhed om racens aktuelle status. Dette kan skyldes manglende observationer, modstridende beretninger, metafysiske forviklinger eller tvivl om, hvorvidt racen overhovedet har haft fysisk eksistens.
   

Levetid

Den gennemsnitlige levetid for trolde er udfordrende at fastsætte med sikkerhed. Dette skyldes at mange, hvis ikke alle, trolde kan eksistere på flere både fysiske og mentale plan, og formodentlig besidder energier både før og efter den enkelte trolds fysiske eksistens. Dette gør det umuligt at sætte en gennemsnitlig levetid som noget mere konkret end kvalificerede spekulationer.

Eksempelvis kan én trætrold leve i 30 år, mens én anden trætrold kan leve i 1000 år, og alligevel opleves deres bortgang af samme årsag, som det vi mennesker kalder alderdom. På trods af den fysiske død, synes øvrige trolde at kunne fornemme hinandens fortsatte nærhed på et højere plan end blot minder.

Derfor må vi antage, at alle formodninger om troldes levetid blot er kvalificeret gætværk.