RIMTURSE
Klassifikation
- Primær art: Turse
- Eksistensform: Ikke-jordisk
- Miljøpræference: Grænseregioner til Ginnungasfære, tomrum, tidløse horisonter
- Social accept: Isoleret (sporadisk kontakt mellem individer)
- Haletype: Haleløs
- Magisk evne: Høj, men ufokuseret
- Lysfølsomhed: Uvist, formodes at foretrække mørke
- S-I-K Faktor: 2 (lav struktur, men visse mønstre af mimetisk adfærd)
- Status: Uvist
- Gennemsnitlig levetid: teoretisk uendelig under optimale forhold
Udseende
Rimturser er kolossale, grove og kantede væsener bestående af en blanding af is, knoglemasse, væsker og mineralstrukturer. Øjenåbninger og lemmer sidder ikke nødvendigvis symmetrisk, og deres fysik kan ændre sig med årstidernes skift.
Nogle overleveringer beskriver dem som halvtransparente, hvor krystalliseringen i kroppen fungerede som både pansring og hukommelseslagring. Deres stemmer er som en gletsjers brumme, og deres bevægelser er træge og mekaniske, men med øjeblikke af voldsom acceleration.
Generel beskrivelse
Rimturser udgør den første egentlige artsdannelse i Ymers nedbrydningslinje. De fremkom ikke ved fødsel, men ved kondensering, som frosne restpulser fra Ymers legeme, størknet i Ginnungasfærens yderzone.
De tjente ikke noget formål i egentlig forstand, men fungerede som kaotiske bærere af urkræfter. Deres eksistens synes at have været uløseligt forbundet med kulde, stilstand og begyndende individualitet.
Flere af de senere turseslægter (ildjætter, havjætter, frostjætter) spores direkte som forgrenede restimpulser fra Rimturse-linjen, og de mest primitive risar antages at have nedstammet fra deres fragmenterede efterladenskaber.
Ekstra noter
- Visse troldekultiske traditioner opfatter Rimturser som tidens frosne skygger, altså restbilleder fra virkelighedens tilblivelse.
- Rimturser havde formentlig ingen organiseret sprogform, men har i visse overleveringer alligevel haft en eller anden form for kommunikation med både hinanden og andre væsner.
- Fænomenet “rimvækkelse” – hvor visse isolerede steder siges at fremkalde rimtursisk bevidsthedsaktivitet – er aldrig dokumenteret under kontrollerede forhold, men optræder i trolde- og folkelige fortællinger.
- Der findes antydninger af en særlig indre kerne i visse Rimtursiske eksemplarer, et slags frosthjerte, der muligvis var kilde til rimtursernes animation.
Skriv et svar