HAVTROLD

---

Klassifikation

• Primær art: Turse/Risar (hybrid)
  
• Eksistensform: Jordisk
  
• Miljøpræference: I og omkring vand, som fjorde, have, kystlinjer, dybe søer m.v.
  
• Social accept: Varierende
  
• Haletype: Morfologisk variation
  
• Magisk evne: Middel
  
• Lysfølsomhed: Varierende (betinget af stamme og nærmeste slægtninge)
  
• S-I-K Faktor: 4+
  
• Status: Eksisterende
  
• Gennemsnitlig levetid: 200 – 600+ år
  

---

Udseende

Havtrolde varierer i udseende alt efter lokalitet, og deler sig principielt i to særlige fysiologiske grupper, men stadigt tilhørende samme genetiske gren.

Den ene gruppe har som regel en kraftig bygning, våd og skællet hud, markante kæber, og hale med svømmefunktion. Øjne er ofte store og lysreflekterende, tilpasset lav belysning.

Mundhulen kan være ekstremt bred, og tænderne spidse eller krumme. I enkelte overleveringer beskrives gællelignende åbninger og rygfinner. Farver spænder fra blågrønne og sølvfarvede til dybt sorte eller kamuflerede muddertoner.

Den anden gruppe er meget tæt på menneskelignende. De har en glat elastisk hud, i lysebrune/sand til rødlige nuancer. Oftest synes de at have en vis behåring fra hovedet, der løber i en stribe ned langs ryggen, og fortsætter ud på spidsen af den vertikalt fladtrykte hale. 

---

Generel beskrivelse

Omend der hersker en vis usikkerhed herom, mener man at Havtrolden opstod som en hybridart, der er resultatet af en vellykket krydsning mellem specifikke populationer af havjætter og risar. Dette fænomen antages at have fundet sted under særlige miljømæssige eller tidsmæssige betingelser, samt sandsynligvis faciliteret af en fælles genetisk prædisposition.
Dette medfører, at Havtrolden klassifikatorisk set afviger fra de andre troldearter, til trods for navngivningen. Dens morfologiske ligheder med traditionelle trolde retfærdiggør imidlertid betegnelsen, da disse overgår dem, den deler med sine direkte forfædre.

Havtrolde udviser territorial adfærd og har ifølge visse kystsamfund vist sig gentagne gange i nærheden af fiskeruter, vragzoner og tidevandsåbninger. Trods deres ofte isolerede fremtræden antyder visse mønstre en evne til husning, dvs. valg af faste tilholdssteder, beboelse, gemmesteder med symbolske markeringer, der angiver en eller anden form for samvær med artsfæller.

Deres forhold til mennesker beskrives som ambivalent: til tider hjælpsomt, andre gange rovpræget. I enkelte legender beskrives havtrolde, der taler menneskeskabte sprog og/eller lokker søfolk i døden ved hjælp af sang og magi.

Her adskiller de to nævnte grupperinger sig også. Hvor den første, de mere grove og dyrisk udseende havtrolde, har en tendens til at holde sig på dybere vande, og være mere aggressiv over for fremmede af alle arter. Og så den mere humanoide gruppe der holder til på lavere vand og er noget mere fredsommelige i deres møde med resten af verden.

---

Ekstra noter

• I skandinaviske kilder fremstår havtrolde ofte som søuhyrer, men i senere folketro bliver de mere individualiserede og trolignende i væremåde.
  
• Der findes beskrivelser af havtrolde med evne til at tilkalde tåge eller få tidevandet til at ændre rytme.
  
• Enkelte kryptozoologer mener, at havtrolde og moderne observationer af “søuhyrer” som Loch Ness- og Seljord-væsner kan være én og samme type, dog tilpasset lokal kultur og klima.
  
• Det overvejes at klassificere de to grupperinger af havtrolde som separate racer. Denne overvejelse er ikke primært baseret på genetiske distinktioner – der egentligt indikerer det modsatte – men skyldes snarere en pragmatisk nødvendighed for at lette beskrivelse og differentiering.