BJERGRISI
Klassifikation
- Primær art: Risar
- Eksistensform: Jordisk
- Miljøpræference: Bjergmassiver, urklipper, stengrotter, stensletter
- Social accept: Isoleret til Accepteret
- Haletype: Haleløs
- Magisk evne: Lav
- Lysfølsomhed: Lysfølsom
- S-I-K Faktor: 2-4 (viser primitive sociale strukturer)
- Status: Eksisterende
- Gennemsnitlig levetid: 20.000 år
Udseende
Bjergrisi er store, massivbyggede væsner med tætte grove lemmer og mørk, stenfarvet hud. Huden er ofte ru, tør og i nogle tilfælde krakeleret, sandsynligvis som tilpasning til kulde, barske vindforhold og trykforskelle i underjordiske hulrum.
Ansigtstrækkene fremstår primitive: bred næseryg, små lysreflekterende øjne og udstående kæbeben. Lemmerne er korte i forhold til torsoens volumen, hvilket fremmer stabilitet snarere end hurtighed.
Visse observationer antyder tilstedeværelse af alge- eller lavlignende vækst på kroppen hos individer, der har levet stationært i længere perioder.
Generel beskrivelse
Bjergrisi regnes som den første egentlige risarart og udgør dermed fundamentet for den gren af troldegenetikken, der viderefører frostjætternes substans i en mere materialiseret jordisk form. I modsætning til deres forfædre er bjergrisi fuldt tilknyttet jordens fysiske lag og kan derfor studeres som biologiske væsener frem for metafysiske entiteter.
De er tæt knyttet til bjergets struktur og opfører sig ofte som en udvidelse af det terræn, de lever i. Bjergrisar kan “indlejre” sig i et givent stenmassiv i generationer, hvor de slider sig ind i underlaget og danner naturlige huler og passager.
Deres adfærd er territorial og hovedsageligt reaktiv. De angriber kun ved indtrængen eller provokation, men udviser i sådanne tilfælde en voldsom styrke. Deres viden om sten og stabilitet er intuitiv snarere end teknologisk, men viser sig i deres evne til at konstruere primitive støttevægge, stenfælder og afvandingskanaler.
Bjergriserne har nogen tolerance over for lys, men anses som lysfølsomme, da de ikke tåler direkte sollys særlig godt. Når skyerne trækker sig væk og lader solens stråler ramme bjergene, søger Bjergrisarne derfor skjul i grotter og skyggefulde områder. Hvis det ikke er muligt at søge ned i en grotte, har de udviklet en metode, hvorved de kan lægge sig ned og ‘gemme’ deres arme, ben og ansigt under kroppen. På den måde er de mindre modtagelige over for solens skadelige stråler. Denne samme teknik bruger de, hvis de af særlige grunde skal skjule sig for nogen, da metoden får dem til at ligne store sten og falde i ét med bjerget.
Ekstra noter
- I visse bjerg og højlands kulturer er bjergrisar kendt som elementånder, og tilskrives både jordskred og stenskred, særligt i uvarslede tilfælde.
- Til trods for deres størrelse har visse grupper udviklet evne til ekstrem stilhed og fuldstændig immobilitet i lange perioder – en adfærd der svarer til dvale og som muligvis fungerer som beskyttelsesstrategi mod sollys og mod at blive opdaget.
Skriv et svar