Vores datter vil have en telefon

Vores datter vil have en telefon

Og det kan vi da lige love for at hun ikke får! Så må vi være dårlige forældre hvis det er det der skal til.

Jeg sad og arbejde på en af mine mere satiriske/humoristiske hjemmesider uglemosen.dk, og kom til et emne der havde en nær-relation til vores egen nutid her i hjemmet.

Vores ældste datter Sif er ikke engang 6 år endnu, og hun snakker allerede om mobiltelefoner. Om at hun ønsker sig sin egen mobiltelefon?!

Hun er som bekendt lige begyndt i skole og det er tydeligt med et kig rundt at rigtig mange børn har mobiltelefoner, også i meget unge aldre.
Sifs klassetrin, altså de helt nye unge skoleelever har heldigvis ikke overskud af mobiltelefoner endnu, men de bliver nemt rørt af både hinanden og af de ældre elever naturligvis.
Og der er ingen tvivl om at eje en mobiltelefon er noget af et status symbol for de unge mennesker, ham eller hende der har telefonen er den populære. Lige indtil alle har en telefon så er det ham eller hende med de nyeste eller største telefon der er den populære, og når alle har den nyeste, så er det ham eller hende med telefonen med guldkant, eller den sidste nye dyre app som ikke alle børnene må købe. Og sådan fortsætter kampene ud i evigheden.

Jeg kan ikke se mig bort fra at det også foregik den gang vi andre var børn, der var det bare ham eller hende med den nye cykel, eller det nye bibspil (kan I huske dem?), eller den person med flest lommepenge og som kunne købe kage til de andre.

Vi har allesammen enten været i eller set andre være i de her status-kampe, de er sikkert en naturlig del af menneskets natur. Og de kan få et helt indlæg for sig selv, for menneskets natur er også et spændende emne, men lige nu er det mobiltelefonerne og deres magt det handler om.

jeg-kommer-ikke-ud-faar-jeg-faar-en-iphone

Hvad så når man siger nej

Hvad så når man siger nej til at ens barn må få en mobiltelefon? Er man så enten en ansvarlig forældre, eller er man en dårlig forældre? Jeg kunne godt tænke mig når jeg sagde nej til at min datter måtte få en mobiltelefon, at så var jeg bare den piges far som vidste hvad der var bedst for hende, eller i hvert fald handlede med den vilje om at han vidste det.

Lige nu er der ikke de store forskydninger i mellem forældrene sikkert, det er stadigvæk de færreste børn på klassetrinnet med en mobiltelefon. Men på et tidspunkt når tiden når en eller anden social grænse for at nu må “alle” børn få mobiltelefoner, så begynder forskydningerne også i mellem de voksne, og der begynder at blive etableret holdninger til hinanden på baggrund af om vi giver vores børn den mobiltelefon. Så er vi også så langt henne i børnenes udvikling at deres søgen efter status og deres søgen efter identitet er forstærket med flere længder, og så er både barnet og forældrene mere udsatte for enten at være inde i varmen eller ude i kulden. Var det egentlig bedre dengang kampen var om at have den nyeste cykel?

Hvad nu hvis?

Hvad nu hvis jeg sagde til min datter, hver gang hun spurgte om hun måtte få en telefon:
Når du selv kan tælle prisen for telefonen ud af dine lommepenge, selv betale for den, og selv kunne styre og allervigtigst selv kunne forstå at have et abonnement med hvad det indeholder, så må du gerne købe din egen telefon med dine egne penge som du selv har, og så er det uanset om du er 6 eller 17 år!
Kan jeg sige sådan, og ville det så gøre mig til en dårlig far eller en ansvarsbevidst far?

Uanset hvad så får hun i hvert fald ikke nogen mobiltelefon endnu, jeg syntes det er alt for tidligt at give hende én som 5-6 årig. Men hvad andre tænker og gør over for deres egne børn skal jeg ikke gøre mig til dommer for, for jeg tænker at de kender deres egne børn bedst.

Men hvad gør I andre, hvornår er det fint at barnet skal have en mobiltelefon, og under hvilke omstændigheder og regler?

 

Med kærlighed til jer og jeres børn

signatur

Add Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *